Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Det atlantiske Havbækken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det atlantiske Havbækken.
227
Liv, — dets Ydre, som Tiden ei formaaer at fure, vise sig nu at
være underkastede den samme store Vexlingens Lov, som hersker
i alle Grene af de animalske og vegetabilske Riger. Yi maae nu
betragte dets Overflade som Stedet, hvor utallige Organismer fødes
og leve, — dets Dyb som det sidste Hvilested for Familier af
levende Skabninger, talrigere end Sandene paa Stranden. Yi vide, at
paa Landet ville vi altid finde Gravstedet tæt ved det rige og
yppige Liv, men vi have neppe før tænkt os Havets Overflade som
Stedet for talløse Fødsler, neppe seet en Vugge i hver af dets
Krusninger, neppe tænkt os dets Dybde som een uhyre Begravelsesplads.
441. Paa de Dele af den faste Jordskorpe, som ere paa
Bunden af Lufthavet, ere forskjellige udjevnende Kræfter uafladeligt
i Virksomhed. Varme og Kulde, Regn og Solskin søge Alle, med
Bistand af Tyngdekraften, at bortrydde de høie, og opfylde de
låve Steder paa Landet. Men betragte vi de udjevnende Kræfter,
som ere i Virksomhed paa saadanne Dele af den faste Jordskorpe,
som ere paa Bunden af selve Oceanet, da synes vi ved første
Øie-kast at maatte troe, at de der ere saagodtsom uden Virkning. I
det dybe Hav er der hverken Frost eller Regn, og selve Tyngden
er der saa lammet, at den ikke kan bruge Halvdelen af den Kraft,
med hvilken den paa Landet løsner det overhængende Klippestykke,
og styrter det ned i den underliggende Dal.
442. Vi have hidtil været tilbøielige til at forestille os Havet
som en uhyre Pude, der er lagt imellem Luften og Oceanets Bund,
for at beskytte dette mod Atmosphærens forstyrrende Virksomhed.
Det geologiske Uhr kunde, saa tænkte vi, angive nye Tidsaldere,
dets Visere kunde pege paa Tidsrum efter Tidsrum, men, saalænge
som Havet forblev i sit Bækken, saa længe som dets Bund
bedækkedes af dybt Vand, saa længe maatte ogsaa de dybe Furer og
stærke Modsætninger i dets faste Skorpe staae frem, skarpe, ujevne
og forrevne. Der var Intet, som kunde opfylde Fordybningerne
dernede, ingen Kraft som vi kjendte, der kunde stige ned i de store
Dybder, og jevne Bunden af det dybe og umaalelige Hav. Dog vi
see, at vi have forglemt de talløse Skarer af Smaaskabninger^
der bringe Havets Overflade til at glimre og skinne af Liv; disse
ere i stadigt og rastløst Arbeide, og ere altid beskjæftigede med
at udsondre fast Masse fra Overfladen, netop for at opfylde hine
Fordybninger langt nede paa Bunden. De bygge deres Boliger paa
Overfladen, og deres Levninger synke, naar de døe, i store
Mængder ned for at hvile paa Bunden. De ere de Atomer, hvoraf
15*
Udjevnende
Kræfter.
Havinseeternes
Virksomhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
