Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Se, hvor han teer sig, den spanske Pludderkok!«
hviskede Melchior. »Han var ræd nok i Nat, og
havde vi ej skaffet os Nøglerne selv til Arkeliet og
flyet dem til Jokum Skipper, saa var der intet blevet
af den hele Lystighed.«
»Laut sprechen, verdammter Hund, kein Flustern!«
brølede Jan Blum og saa rasende over til den
Talende.
»I har vist faaet Skade paa Hørelsen!« raabte
Melchior rask til Svar. »Jeg taler ellers, som jeg
vil.«
Jan Blum tog sig hurtig til Øret, saa’ sig
ængstelig om, men rakte straks efter Bægeret bagud over
Skuldren som før.
Mester Martin skyndte sig med et sledsk Smil at
skænke i. Han var bange for, at der skulde blive
Klammeri; under et saadant vidste man aldrig,
hvordan det kunde gaa, og han vilde nu helst beholde
Jan Blum til Skipper. Han bøjede sig derfor ned
og hviskede Kaptajnen i Øret. Det var aabenbart,
at Mester Martins Ord gjorde mægtigt Indtryk paa
ham, han satte Bægeret fra sig uden at drikke.
»Der Sekketarius,« raabte han, »der Sekketarius,
der hat solch’ goldne Geheimniisse! Dasz ihn der
Teuffel hol’!«
Og efter mere Hvisken blev Styrmanden og
Samuel Soldat sendt ud efter Steffen.
Larmen fra de svirende Slaver var blevet saa
stærk, at det paa den anden Side Bordel var
umuligt at følge, hvad de hviskede om. Men Melchior
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
