Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Almuth.
Lad Hurraraab din Tvivl forjage,
Soldaterne er vendt tilbage,
og véd du, hvem der er iblandt?
Thalea.
Nej, hvordan skulde jeg det vide?
Almuth.
Han —
Thalea.
Hvem?
Almuth.
Han, du trode død.
Thalea.
Edzard!?
Almuth.
Ja, han og ingen anden.
Edzard kommer hurtig ind i Rustning.
Edzard.
Thalea!
Thalea.
Edzard!
Edzard.
Vær hilset du Hjem, hvor min elskede bygger,
I venlige stuer, hvis smilende Ro
ej mørknes af skiftende skygger,
vær hilset du Plet, hvor min Lykke tør bo.
Gennem Land, der var hærget af fjendtlige Luer,
mellem kullede Borge og rygende Grus
jeg iled til eder, I venlige Stuer.
Tak Du, som skærmed det hjemlige Hus!
Thalea.
Min elskte, du har tøvet længe!
Edzard.
Tro mig, jeg var gerne kommet før,
men ingen Mand for Skæbnen raader,
som en Waage, der fredløs Bølgerne pløjer,
i den vildsomme Verden kastes vi om.
Men nu, da jo Fred over Landet lyser
jeg iled til dig, du min kæreste Ven.
Har du endnu bevaret mig en Plads i dit Hjerte?
Thalea.
Ak, Edzard! Har du vel Behov at spørge?
Hver Gang Roserne Knoppen brød,
hver Gang Lærkernes Toner lød,
da vaagnede atter min Længsel.
Fuglen rejste igen i Høst,
Sorgfuld sad jeg foruden Trøst,
jeg var som en Fugl i sit Fængsel.
Simeon.
Nu er hun frelst. Gud være lovet!
En stor, en herlig Magt
Forbandelsen har løst fra hendes Hoved.
(Gaar).
Edzard.
Men, der er Taarer i dit Øje,
du græder i vor Gensynsstund.
Thalea.
Lykken blænder endnu mit Blik,
længe ensom med Sorg jeg gik,
og Tiderne vare saa svære.
Derfor endnu kun halvt jeg tror
denne Lykke, den er for stor,
den mægter jeg ikke at bære.
Edzard.
Støt Dig til mig. Her imod min Skulder;
ti den, som har baaret Krigens Savn
kan ogsaa bære lykken.
Thalea.
Men, Almuth, kom dog, del vort Gensyns Glæde.
Almuth.
Ak nej, jeg træder helst en Stund endnu i Skygge.
Edzard (forbavset).
Men, Almuth! Er det hende?
Hvor hun er smuk.
(Til Almuth).
Jeg kunde knap dig kende.
Du minder mig om Tideu, som er svundet.
Maaske har alt en Fæstemand du fundet.
Almuth.
O nej! Man bliver tidsnok buudet.
Jeg slap jo nys af Skolen,
nu vil jeg sværme frit en Stund i Solen!
Edzard.
Hvor du er blevet smunk!
Du ligner jo Thalea, som hun var,
før krigen rev mig bort fra Hjem og Arne.
Ja, vidste jeg ej bedre,
jeg vilde tro, du var Thalea selv.
Det samme klare Øjepar,
og fyldigt Haaret ruller
sig langt og gyldent om din Skulder.
(Med en Overgang).
Du er mig vist en Skælm!
Lubbo træder ind, ser sig forsigtig om. Da han faar
Øje paa Hjerneskallen paa Bordet, bliver han staaende
og stirrer augst paa den.
Lubbo.
Ak, Herre Krist! Staa mig bi!
Edzard.
Har du bedt Præsten om at kalde
med klokkeklang til Kirken,
at Freden kan paa helligt sted forkyndes.
Lubbo.
Vel, Hr. Oberst.
Edzard.
Saa gaa og sørg for dine Kammerater.
Nu rask af Sted! Hvi staar du der og stirrer,
som saa du Spøgelser ved højlys Dag?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
