Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lubbo.
Undskyld, Hr, Oberst, skal vi blive her?
Der ligger jo en Hjerneskal paa Bordet.
Edzard.
En hjerneskal! Kan den forfærde dig,
en gammel krigsmand?
Lubbo.
Ak, Herre, lad os drage bort herfra!
Der hviskes fære Ting om dette Hus,
ja, og om dets Herskerinde;
tro mig, det staar ej rigtig til herinde.
Edzard.
Jeg frygter for, det staar ej rigtig til
derinde i din Pande;
se til, du kan dig fjerne,
og gør, som jeg har sagt.
Lubbo (idet han gaar)
Ak, Herren være vore Sjæle naadig!
Edzard.
Vidt over hele Landet ud
nu Kirkeklokkerne ringe,
snart ringe de for os, min Brud,
hvor herlig vil de da klinge!
Kom med nu til Kirken, til Takkefest,
ej sandt, I vil dog følge eders Gæst?
Thalea (med pludselig Uro).
Tilgiv, min Ven, jeg følger ikke med.
Ved denne Fest jeg hører ikke hjemme.
Min Nærhed vilde let din Andagt skræmme.
Naar Sangens Toner stige
med Bønner i sit Følge
op mod det lyse Rige,
for Mængdens Øje maatte jeg mig dølge.
Naar alle Tunger juble Fred,
jeg maatte bittert græde —
Almuth vil følge dig i mit Sted.
Edzard (til Almuth)
Vil du?
Almuth.
Ja, med Glæde!
Alle tre.
Farvel da for en lideu Stund,
naar atter vi kommer tilbage,
vi frit kan smile af Hjertens Grund
og mindes henfarne Dage.
(Almuth og Edzard gaa.)
Thalea.
Jeg er ej længer den, jeg var en Gang,
de stærke Aander voved jeg at mane,
nu stænge de min Vej
og blande Malurt i mit Bæger.
Mit Hjerte kender ej til Helligdage,
endskønt det sukker efter Fred.
Den Hvile, som mig kvæger,
den vender ej tilbage,
mit Hoved brænder søvnløst paa sin Pude.
O Lykke, Livets Lykke,
hvorfor har du forladt
mig ensom i min Skygge,
i Savnets Mulm og Nat. [Mulm?]
Sorgfuld træder jeg i Dansen,
er jeg da ej længer ung?
Hvorfor skal da Brudekransen,
Glæden falde mig saa tung?
Er Lykken ej for alle skabt?
Eller har selv jeg Lykken tabt?
Min Skæbne vil jeg trodse —
Ja, jeg vil kæmpe end en sidste Dyst,
vil sætte alting paa det sidste Kort
og sejre eller tabe og — fortabes.
Og, skal end Hjertet bløde,
min Skæbne vil jeg møde
og sejre eller tabe og — fortabes.
(gaar).
Det mørknes efterhaanden.
Lubbo kommer listende ind og ser sig ængstelig om.
Højt mit hjerte slaar af Skræk,
nu, da jeg igen betræder
disse hemmelige Steder.
Give Gud, vi vel var væk!
Heller trodse Krig og Fare,
heller vove Liv og Blod
end mod Hekse sig forsvare;
dem kan ingen staa sig mod.
Jo vist her drives Hekseri!
Se blot den Hjerneskal paa Bordet der,
hvor fælt, hvor grinende den paa mig stirrer.
Jeg synes, at den følger mig med Øjet...
Hvem véd, hvad det har været for et Afskum?
Og alle disse ækle Instrumenter!
Jeg siger nu som før,
det gaar ej rigtig til i dette Hus!
Men ak, min Herre er nu engang hildet,
han har forgabet sig i denne Heks.
Slige Hekse burde brændes,
før de kristne Folk fordærve;
thi af Satan selv de sendes
her til Jorden for at hverve.
Xaver er stille traadt ind ad Døren, uden at Lubbo
har hørt det, og idet denne pludselig vender sig om
og ser ham, farer han forfærdet sammen.
Lubbo.
Hvem dér! Ak, Herre Krist,
hvor I forfærded mig!
Kom I gennem Døren?
Xaver.
Tilgiv, jeg vilde ej forstyrre!
I stod i dybe Tanker.
Maaske I netop bad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
