Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 PEDER PAARS
skrivelse over Klokkeren f. Ex. i Enden af 3 Bogs 3 Sang er
al for nøye efterlignet efter Boileaus Domherre i Lutrins I Sang
og desuden alt for lang i Henseende til den Anledning han fører
den ind ved. I det mindste bør saadanne Efterligninger ikke
findes i et Digt som paastaaes at være Original og at skylde
Intet til Fremmede. Saa vel i Komoedierne, som ogsaa i nær-
værende Digt benytter Forfatteren sig mangen Gang af giængse
Eventyr og tilskriver dem sine Personer. Sandsynligheden taber
her ligesaameget, som naar i den daglige Omgang Een fortæller
en Historie, vi længe have vidst, om sig selv. Thi det falder alt
for snart i Øynene at Fortælleren farer med Løgn. Af dette Slags
er her f. Ex. S. 34. V. 279. F. om de stiaalne Corender og S.
130. V. 166. F. om den Indbildning at være af Glas. Delte rø-
ber desuden hos en god Skribent, Magelighed, og hos en anden
Uformuenhed til at opfinde selv.
Lignelserne i dette Digt staae ogsaa ofte paa det urette Sted.
Thi Poesiens Natur udfordrer ingen Lignelse uden hvor enten
en Sag skal giøres tydeligere eller hvor Læseren skal gives en
Slags Hvile efter en Beskrivelse eller et poetisk-abstract Sted.
Ja, man finder her imellem een Lignelse i den anden, hvilket
er en stor Feil, da Billederne nødvendig maae løbe i hinanden
og forvirre Læseren, isteden for at oplyse ham. Som S. 131.
V. 185. hvor Fogden fignes med et Skib i Storm og dette Skib
igien med Muur og Klippe, og S. 220. V. 48. hvor Ruuses
zittrende Knæer fignes med Aspeløv og dette igien med Ha-
vets Brusen. Saadanne Indbildnings-Kraftens Udsvævelser bør
Digteren tage sig vare for, thi han arbeider derved sig selv imod,
ved at forstyrre de Indtryk han vilde giøre paa sin Læser.
Hvad man allermeest savner hos vores Poet er det levende
poetiske Sprog. Dette Sprog som udtrykker sig alletider, som
om alle Ting i Naturen havde Liv Vores Digters Sprog
haver intet af denne Prydelse, som er netop det der henriver
saa meget, og giør Poesien til Gudernes Sprog. De Metaphorer
han haver, ere næsten alle allerede vedtagne i daglig Tale og
derved vanhelliget, saa de ikke meere kan bruges i Digtkonsten.
Man tage Stavelsemaalet og Riimene bort, saa vil man beholde
en god jævn Prosa og intet meer. Ja Stavelsemaalet selv er ikke
harmonisk nok til stedse at fornøye Øret, da en forsømt Cæsur,
en urigtig Quantitet og skurrende Sammenstødelser møde alt for
tidt i det, og Riimene synes ikke heller altid at have været en
lydig Slave, da det samme Par Riim kommer ofte for tidt igien
og taber derved sin Behagelighed Gierne vilde vi nu og
fremlægge de mange Stæder, hvor han haver malet Naturen rig-
4ig, hvor han haver viist sig som en stor Menneskekiendere, hvor
han haver hældigen opfunden eller mesterfigen efterlignet; men
det vilde føre os over vores Grændser, da vi maatte anføre alt
for mange Stæder. Hvem der vil kiende dem, han studere Na-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
