Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Under Bræen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
263
være før alt igjen var som før. Kaare kunde
ikke tænke sig noget mere rørende end denne
Kjærlighet til Faren. Et eneste Aar havde
hun vært borte fra Bygden paa en Amtskole;
ellers faldt det hende aldrig ind, at ikke hendes
Liv skulde være knyttet til Hjemmet saa længe
han levet. Hun var som en Hjemmets Fe;
han havde aldrig set nogen som hende. Det
var likesom saa straalende lyst og tryg om*
kring hende; hun lignet en Blomst, som altid
havde staat i Sol; og naar han var sammen med
hende, var det saa let at tænke gode Tanker. «Jeg
blir saa snil, naar jeg er sammen med dig,» sa han
undertiden. Men da lo hun og sa, at saa burde
han være meget mere sammen med hende end han
var; for hun havde opdaget, at han var et stort
Trold. Men hvad hun mente med det, vilde
hun ikke ut med.
Nu var han glad, fordi hun begyndte at
snakke om Præstgard. Men det var allikevel
ikke frit for at han fik lidt Hjerteklap.
«Jo, Liv,» sa han; «jeg tror at Præstgard
blir at faa nu.»
«Trur du?» Hun saa glad op paa ham;
men straks drog der igjen mørke Skyer over
hendes Ansigt. «Men han vert vei urimeleg
dyr no?»
«Ikke saa rent urimelig, tror jeg; den er jo
blit overflødig for Selskapet nu, ser du; jeg
tænker igrunden de gjerne vil bli kvit den. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
