Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etikens Forudsætninger - I. Positiv Moralitet og videnskabelig Etik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saadan Bevidsthed fører ved videre Udvikling til videnskabelig Etik.
Men den vaagner kun, naar Reflexion og Tvivl gøre sig gældende.
Det Spørgsmaal fremtræder da her naturligt, hvilken
Berettigelse og hvilken Betydning den bevidste Fremdragen og
Diskussion af de etiske Principer da i det Hele har.
2. Ikke blot fældes der etiske Domme, Domme om Godt
og Ondt, før egentlig Tænken og videnskabelig Forsken vaagne;
men etiske Domme, som skulle have personlig Sandhed og praktisk
Betydning, maa stedse udspringe af en levende Følelse og
Drift, der ikke lader os i Ro, før vi faa udtalt os. Det er
Betingelsen for et sundt og dygtigt Liv, at vi ikke hente
Principerne for vore vigtigste Afgørelser langvejs fra og ved
møjsommelig Eftertænken, men at Afgørelsen udspringer af, hvad
der er blevet Kød og Blod i os. I de etiske Domme lægge vi
vor Personlighed for Dagen; de maa da være bestemte ved vor
hele Natur og ikke blot ved Ræsonnementer, som vi kunne
anstille i vore ledige Timer, om vi have saadanne. Livet giver os
desuden ikke altid Stunder til at tænke efter, men kræver, at
Dommen afsiges øjeblikkeligt.
Og selv om vi have Tid og Evne til at anstille Eftertænkning,
ville saa ikke vore Følelser og vore Drifter være saa stærke,
at de helt igennem — uden at vi selv mærke det — bestemme
vor Tænkning og lede den i Stedet for at ledes af den? Er det
ikke en Fordom, som Psykologien forlængst har omstyrtet, at
Fornuften skulde være suveræn Myndighed i vort Indre, og har
det ikke ofte nok vist sig, at hvad der fremtraadte som
Fornuftens Udsagn, i Virkeligheden var et Udslag af Hjertets Trang?
I Logik og Matematik kan maaske den rene Fornuft tale gennem
vore Domme; men dens Røst er for svag, hvor det gælder
det mest Konkrete, det mest Personlige af Alt, nemlig
menneskelige Handlinger.
Vil Reflexion og Kritik her ikke endog være betænkelig,
om ikke absolut skadelig? Reflexionen har altid en vis opløsende
Indflydelse, berøver os den instinktmæssige Sikkerhed og
Tryghed, hvormed vi begynde vort Liv. Den svækker vor Kraft selv
der, hvor den ikke lammer os ved de Tvivl, den vækker. Vi
handle ikke længer med samlet Energi og udtale ikke længer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
