Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etikens Forudsætninger - II. Teologisk of filosofisk Etik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
messianske Rige, til hvilket Adgang staar aaben for dem, som
ere rene af Hjertet, som hungre og tørste efter Retfærdighed,
som ere fredsommelige og elske Andre som sig selv. Det nye
Riges Aand og Vilkaar vare helt andre end de stolte Verdensrigers,
som Historien hidtil havde kendt, og end de, som det
jødiske Folk havde tænkt sig i sine nationale Fantasier.
Det Betydningsfulde ved den ældste kristelige Etik er den
Udvidelse og Inderliggørelse af Menneskekærligheden, som den
indleder. Først ved den især af Paulus grundlagte dogmatiske
Udvikling af Kristendommen bleve teologiske Lærdomme af
afgørende Betydning for den kristelige Etik. Da fik Kristendommen
to Principer, Troen og Kærligheden, som det ikke er lykkedes
at bringe i fuldstændig Harmoni med hinanden. Trosforskellighederne
bleve Skranker for Menneskekærligheden. Den mest
afgørende Maalestok for et Menneskes Værd blev nu ikke, om
det havde et inderligt og kærligt Sind, var rent af Hjertet og
søgte Sandheden, men om det havde den rette Tro. Først hvor
Trosforskellighederne behandles saaledes, som Kristendommen
selv havde behandlet Nationalforskellighederne og andre ydre
Forskelle, først dér har den store etiske Ide, der udtaltes i den
ældste Kristendom, faaet sin fulde Udvikling[1].
Dog maa det til rigtig Forstaaelse af Urkristendommens Etik
vel mærkes, at dens dybeste Motiv alligevel ikke var selve
Menneskekærligheden, men den levende, begejstrede Forvisning om,
at Himmeriges Rige var nær, og at alle jordiske Tings Ende
nærmede sig. Overfor dette store Haab tabte alle menneskelige
Formaal og Opgaver deres Vægt. Der kunde ikke blive Tale
om sammenhængende etisk Stræben, og selve Menneskekærlighedens
Ide fik ikke Lov at udfolde sine Konsekvenser. Først
da Kirken skød hin Forventning i Baggrunden, blev Kristendommen
en Kulturmagt. Og Menneskekærlighedens Ide (som
iøvrigt ikke først er undfangen af Urkristendommen) har vist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
