Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etikens Forudsætninger - IV. Samvittighedens Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved at spille paa Cithar kan blive Citharspiller. Handlingen gaar
forsaavidt forud for Evnen. Baade gennem passiv og aktiv
Efterligning lever Barnet sig saaledes ind i Samfundets praktiske Etik
og faar derved den første Form for Samvittighedsliv givet.
Samvittighed existerer her endnu ikke som fri, individuel Vurderingsevne,
men er et Ekko, der — maaske dybt og inderligt, men
dog udefra — genlyder i den Enkeltes Indre. Som det stadigt
gaar med Barnet, gaar det paa tidligere Kulturtrin — og overalt,
hvor den positive Moralitet er eneraadende — med Menneskene
idethele. Deres etiske Ideer og deres Livsførel&e bestemmes
først og fremmest gennem det sociale Milieu. Frygt
og Ærefrygt for Stammens Guder, der jo repræsentere Fortidens
Erfaringer, Agt for Sæd og Skik og for den offentlige Mening
(δήμου φάτις) bestemme — som særligt det græske Folks ældste
Historie lærer os — paa dette Trin Menneskenes Domme og
Handlinger. Ærefrygt for Guderne afholder f. Ex. fra at bruge
forgiftede Pile (Odyss. I, 261—363), og en Søn, der i Vrede
vilde dræbe sin Fader, afholdes derfra ved Tanken om »Folkets
Tale og Menneskenes mange Haansord«; han frygtede at blive
benævnet Fadermorder! (Iliad. IX, 460 f.). I sin ædleste Form
fremtræder den etiske Færd paa dette Trin som bestemt ved
en Hensynsfuldhed, der kan stige til Undseelse og Ærefrygt
(α’ίδως), og som føles ikke blot overfor Oldinge og Mægtige,
men ogsaa overfor Ligestillede, ja særligt overfor Fattige og
Lidende, hvor den bliver Et med Medlidenhed. Paa karakteristisk
Maade se vi her Sympatien som Vurderings- og Handlingsmotiv
faa Indflydelse paa den positive Moralitet og forædle denne,
hindre den i at blive blot Hensyn til, hvad de Andre sige.
Grækerne skelnede mellem hin ædle Undseelse og den Skamfølelse
(αι̇σχύνη) der kun er Sky for at paadrage sig Dadel. Overgangen
til egentlig Samvittighed i fri, individuel Form betegnes ved
den Fordring, som Demokrit opstillede: »Hav Undseelse for
dig selv, og du vil ikke komme til at skamme dig for
Nogen!«[1].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
