Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etikens Forudsætninger - VIII. Individuel og social Etik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en betydningsfuld Rolle i den danske Tænknings Historie[1].
Personligheden maa selv frembringe — eller paany frembringe
— den Sandhed, der skal være Sandhed for den. De etiske
Domme maa udspringe af den Enkeltes egen Erfaring og
Overbevisning; ellers ere de kun et Ekko af Omgivelsernes Domme.
Enhver skal være sin egen indre Dommer, sin egen Autoritet.
Al Indvirkning udefra skal gaa ud paa at frembringe Evnen
til etisk Selvstændighed. Men hvad den idealistiske Anarkisme
overser, er den pædagogiske Betydning, som Efterligning og
Lydighed, overhovedet Autoritetsforholdet kan have. Den
Enkelte behøver Hjælp fra Andre til at blive fri og selvstændig.
Denne Hjælp kan meget ofte bedst ydes ad anden Vej end ved
moralsk Bedømmelse. Direkte Moraliseren hindrer ofte Vækkelsen
af Selvvirksomheden, idet den etiske Vurdering bibringes
Individet helt færdig og formuleret i Stedet for at frembringes
af det. Dog er direkte Moralisering virkeligt et »rent Middel«
(smlgn. VII, 5), naar den gaar ud paa at vække Selverkendelsen
og Udviklingstrangen. Denne Vækkelse kan ofte være smertelig;
men der gives Smerter, som ere nødvendige Gennemgangsled
til et højere Trin.
Forgæves vil man stræbe efter at naa det Højeste ad Isolationens
Vej. Ikke blot faar den Enkelte sin Opdragelse i Samfundet,
men ogsaa sit Indhold og sine Opgaver faar han kun
ved Hengivelse til Slægtens Liv. Kun her bliver han delagtig
i de højere Formaal, med hvilke han kan voxe. I den Kultus
af Foragten, som den æstetiske Individualisme i den nyeste Tid
er tilbøjelig til, kommer Umuligheden af Isolation for Dagen
ved en ejendommelig Nemesis. Naar det er, hvad Nietzsche
har kaldet Afstandens Pathos, der bestemmer det væsentlige
Indhold, som dette Standpunkt faar, saa fører det netop til
Afhængighed af den store Mængde; ti der maa være Nogen, man
kan foragte, Nogen, man kan føle sig i Afstand fra. Det ophøjede
Stade bruges væsentligt til derfra at se ned paa dem,
der ikke have naat det. Man glemmer, at den sande aandelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
