Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - XI. Selvhævdelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gælder da om at sætte Kræfter i Bevægelse, som kunne
ophæve Isolationen af de enkelte Evner i Menneskets Indre og
mellem Menneskene i Samfundet. Herved hænger dette
specielle Spørgsmaal i sin sidste Grund sammen med de store,
almindelige etiske og sociale Spørgsmaal.
6. Skyldes Selvmord nu altid Sygdom i Villien, ligefrem
Sindssygdom eller ogsaa et bevidst Ønske om at unddrage sig
bestemte Forpligtelser? Eller kan der være en Ret, maaske
endogsaa en Forpligtelse til at begaa Selvmord?
Hvor man har hævdet Individets fulde Frihed til at raade
over sit Liv, er man stedse gaaet ud fra et rent individualistisk
Standpunkt. — Saaledes lærte Stoikerne, at den Vise, der er
sig selv nok og sin Skæbnes absolute Herre, ikke blot vil lade
sit Liv, naar Fædrelandets Vel kræver det, eller naar han kun
kan bevare det ved at begaa en uetisk Handling, men at han
vil forlade Livet, naar han paa Grund af ydre Tilskikkelser ikke
kan føre det, som han vil. De senere Stoikere udstrakte denne
Ret til »at lede sig ud« af Livet meget vidt. »Ikke blot i den
yderste Nød«, siger Seneca (Epist. 70), »men saasnart
Skæbnen begynder at blive noget betænkelig«, vil den Vise tage sig
af Dage. Marcus Aurelius fordrer blot, at man skal forlade
Livet uden Vrede og Sorg, saaledes som man gaar ud af et
Værelse, hvor der er Røg (Comment. V, 29; X, 8). At ende
sit Liv af Fejghed og Blødagtighed ansaa Stoikerne for
usædeligt, — skønt de paa den anden Side mente, at fejge og
blødagtige Mennesker vare uværdige Gæster ved Livets Fest, og at
de derfor maaske gjorde bedst i at fortrække. — I den nyere
Tid forsvaredes Selvmord fra et extremt individualistisk
Standpunkt af en Række Forfattere i det 18. Aarhundrede.
Montesquieu f. Ex. begrunder Selvmordets Berettigelse ved, at da
Samfundet er grundet paa gensidig Fordel, maa man have Lov
til at trække sig tilbage derfra, naar man kun har Besvær af
at leve i det; man overtræder altsaa ingen Pligt ved at gøre
Ende paa sit Liv, naar man finder det uudholdeligt (Lettres
persanes, Nr. 76).
Selvom man nu vilde antage, at det enkelte Individ havde
fri Ret til at forlade Livet, naar dette var uudholdeligt, vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
