Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - XI. Selvhævdelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den sociale Etik finde sin fulde Bedømmelse. Indenfor den
individuelle Etik er den vigtigste Regel den, at for den Rene er
Alt rent. Det Urene fremkommer, naar Bevidstheden er hildet
i sanselige Forestillinger, ikke kan frigøre sig for dem. Skyhed
og Snerperi kunne være betænkelige Tegn, fordi de vidne om,
at slige Forestillinger saare let indfinde sig hos Individet. Ikke
ved at pleje en mystisk Sky for Kønslivets Fænomener, men ved
at betragte dem som alle andre Naturfænomener med uhildet
Blik og klar Forstaaelse, arbejder man paa en sund og naturlig
Renhed i Sindet. Der gives kun to sunde Maader at staa
overfor Kønsforholdet paa, dels paa den antydede Maade som
fysiologisk og psykologisk Iagttager, dels som den, der erfarer
dets Magt gennem inderlig Hengivelse, altsaa gennem mere end
blot sanselig Nydelse. Forskellig fra begge Dele er Leflen,
Raahed og uterlig Fantaseren.
Forholdet til Kønslivet stiller et af de allervanskeligste etiske
Problemer. Natur og Kultur støde her sammen paa den skarpeste
Maade. Som Naturvæsen er Mennesket moden Mand og Kvinde
længe førend dets Existens som Kulturvæsen endnu er befæstet
saaledes, at det kan sørge for sit Afkom. Der rejses her stadigt
stærke Fordringer fra Naturens Side, som ikke kunne
tilfredsstilles i det Omfang, i hvilket de trænge frem, uden at Kultur-
og Samfundslivet sprænges. Her, som saa ofte, rører Naturtrangen
sig med Ubændighed og Ødselhed, ret som om Naturen for
enhver Pris vilde sikre Livets Bestaaen paa Jorden, hvorledes
det saa gaar med det enkelte Individ. Det er Naturens sorgløse
Udstrøen af Livsspirer, som her viser sig fra den grelleste
Side og stiller de Væsener, hos hvem Bevidsthedslivet er
vaagnet, overfor de største Opgaver. Naturen bruger den individuelle
Organisme som Middel; men naar et personligt Liv har udviklet
sig, vil det ikke være blot Middel. Der staar en Kamp
mellem de Instinkter, vi have fælles med Dyrene, og de Interesser,
som føre til en højere Udvikling af det menneskelige Liv.
Kant drog endog heraf den Slutning, at Mennesket af Naturen
ikke var anlagt til det civiliserede Liv, men at Naturens
Hensigt kun var Bevarelsen af Menneskeslægten som Dyreart. Han
fandt her en dyb Disharmoni og en Kilde til Elendighed, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
