- Project Runeberg -  Etik : en Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse paa de vigtigste Livsforhold /
229

(1905) [MARC] Author: Harald Høffding
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - XI. Selvhævdelse

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Selvfølelse, ikke kommer til at udrette alt det Skønne og Gode,
han ellers kunde, fordi han ikke anser sig værdig dertil. En
saadan »Mikropsyki« (som Aristoteles kalder den) hindrer
Udfoldelsen af, hvad der ligger i Individets Natur. Den sande
Selvfølelse (Makropsykien) er ganske vist — som Aristoteles ogsaa
viser — vanskelig og sjelden; den forudsætter, at man ikke
blot agter sig selv værdig til noget Stort, men ogsaa virkeligt
er værdig dertil. Den, som besidder denne Følelse, har en fast
Maalestok i sig selv. Han agter ydre Ære og ydre Goder kun
som noget Underordnet. Han kender sine Grænser, søger at
udrette Alt, hvad han formaar indenfor dem, taaler intet
Overgreb fra Andres Side, men begaar heller ikke selv noget
Overgreb. Han gaar tryg og frejdig gennem Livet[1].

Ydmyghed og Beskedenhed ere ikke saa store Dyder, som
de ofte ere udgivne for at være. Den store Ros, som er bleven
dem til Del, kan kun forklares dels som Reaktion imod den
overdrevne og hensynsløse Selvfølelse, som er saa hyppig dels
som Eftervirkning af den asketiske Tankegang, for hvem Lydighed
er den højeste Dyd. Hvad det gælder om, er at kende sig
selv og saa stræbe at faa Alt frem, hvad man kan gøre. Naar
Idealet blot sættes tilstrækkeligt højt, behøves der ingen særlig
Lovprisning af Ydmyghed. Vi ville da nok faa vore Skranker
at mærke og behøve ikke at svække vort Mod ved at dvæle
for meget ved vor Afmagt[2] i Stedet for at samle og anvende
den Magt, vi virkeligt have. Den, der kender sine Grænser,
har paa én Gang Tro paa sin Ejendommelighed og Blik for sin


[1] Aristoles’s
Lære om Makropsyki og Mikropsyki findes i Eth. Nic. IV,
5—9. — Smlgn. fra en nyere Tid: Hume: Treatise III, 3, 2 (Of
greatness of mind), og Adam Smith: Theory of moral sentiments.
VI, 3 (Slutning).
[2] Spinoza definerer
Ydmyghed (humilitas) som »den Sorg, der opstaar
ved, at Mennesket betænker sin Afmagt eller Svaghed«, en Følelse,
der let lammer og fører til Foragt for sig selv (abjectio). Eth. III.
Aff. Def. 26—29. — Aristoteles vil heller ikke betragte
Undseelighed (αἵδως) som en egentlig Dyd. Eth. Nic.
IV, 15.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 06:52:37 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/hhetik/0251.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free