Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - XI. Selvhævdelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for vor Virksomhed, bliver da let til Formaal for den, og
Skinnet kommer da til at raade.
Den personlige Udvikling behøver dernæst ogsaa materielle
Midler. Saalænge Individet lever fra Haanden i Munden, kan
ingen højere Udvikling komme i Stand; og saasnart det har
Mere end fra Haanden i Munden, bar det ogsaa Ejendom. Her
i den individuelle Etik betragte vi Ejendommen kun som
Middel for personlig Selvstændighed, som en Forlængelse af
Personligheden. Ved enhver Ordning af Samfundet, der ikke gør
den Enkelte til en blot Maskine, et villieløst Redskab, maa han
have Raadighed over de Midler, han under visse Betingelser
kan skaffe til Veje. Hvorledes disse Betingelser nu end skulle
formuleres, og hvor stor en Kontrol man end vil have ført med
hans Raaden over Midlerne, maa der stedse blive et Omraade
tilbage, hvor han selv tager Bestemmelserne. Og dette Omraade
bør være saa stort, som det er foreneligt med Hensynet til
Andres Tarv. Enhver Begrænsning af Raadigheden er i sig selv
et Onde. Hvorfor skal jeg ikke bruge mine Kræfter til at bearbejde
det Stof, jeg forefinder, eller min Magt til at lægge Beslag paa
saa Meget, jeg formaar, naar jeg ikke skader Nogensomhelst
derved? I og for sig er det et Gode at kunne brede sig i
Tilværelsen; Ondet kommer først, naar det kommer til Sammenstød
mellem Flere, der alle have denne Trang til at brede sig.
Bevisbyrden paahviler altsaa den, der vil indskrænke min
Magtsfære, ligesom Bevisbyrden overhovedet (i Kraft af
Velfærdsprincipet) paahviler den, der vil have, at vi skulle føle Smerte
istedetfor Lyst. Denne Trang til Ejendom og Magtudfoldelse
er ikke nødvendigvis Egoisme. Det er jo ikke sagt, at man gør
Besiddelse og Magt til sine højeste Formaal. De kunne bruges,
ligesom Sundhed, fysisk og aandelig Kraft, i Menneskehedens
Tjeneste.
Paa alle Trin af menneskelig Existens finde vi denne Trang
til Ejendom, i hvert Tilfælde rørlig Ejendom. Det Ejendomsfællesskab,
især af Jord, som er saa almindeligt paa mere primitive
Udviklingstrin, forsvinder overalt ved den kraftigere Udvikling
af de enkelte Personligheder, som Civilisationen fører med
sig. Det viser sig uforeneligt med en selvstændigere og friere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
