Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - A. Familien - 3. Forældre og Børn - XXI. Etik og Pædagogik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det blot Mulige[1]. Men det er Opdragerens Pligt at sørge for,
at Skuffelserne ikke blive for store for Barnet, saa de kue dets
Mod. En for brat Overgang fra Forventning eller Illusion til
Realitet kan let kvæle den Selvtillid og Tryghedsfølelse, som
Barnet allermindst kan undvære. En lille Iagttagelse, Preyer
har gjort, oplyser dette. »I den 62. Uge kunde Barnet endnu
ikke staa længere end et Øjeblik, uden at det understøttes eller
berøres. Denne Mangel paa Evne beror ikke mere paa Vanskeligheden
ved at bevare Ligevægten, men paa Mangel af Selvtillid;
ti kun da kan det ikke staa alene, naar det véd, at man
ikke holder ved det. Men naar det ikke véd, at Faderens støttende,
stedse mindre trykkende Haand er fjernet fra dets Ryg,
saa kan det staa i flere Sekunder uden Understøttelse«[2]. Hvad
der gælder den legemlige Gang, gælder ogsaa den aandelige
Udvikling. Barnets Forestillinger og Følelser udvikle sig i tryg
Tillid til den foreløbige Ramme, det har dannet sig for sin
Verdensopfattelse, dels uvilkaarligt, dels ved Optagelse fra sine
Omgivelsers Ytringer; og sprænges denne Ramme for tidligt, kan det
hæmme Udviklingen og bringe en Usikkerhed ind, som kan skade
Livets Sundhed. Barnet begynder med naivt at tillægge alle sine
Forestillinger Gyldighed. Det begynder med en Sangvinitet, der
foregriber Erfaringen. En brutal Sønderrivelse af Illusionerne,
en altfor pludselig Indskærpelse af Forskellen mellem Fantasiens
og Virkelighedens Verden kan Barnet ikke taale. Denne Forskels
Indøvelse strækker sig jo ogsaa gennem hele Livet og kan ikke
tilendebringes paa én Gang.
Opdragelsens Kunst bestaar i saavidt muligt at lade Barnets
Sangvinitet og Fantasi have sit frie Spil, og dog at øve en
Kritik, der beskærer det Fordærvelige og betoner den sunde Kærne.
Intetsteds finder dette en vigtigere Anvendelse end paa de
religiøse Forestillinger. Barnets Maade at opfatte og forklare sig
Tingene paa har Meget fælles med Naturmenneskets. De have
begge en Tendens til at finde Forklaringen af, hvad der foregaar
omkring dem, i personlige Væseners Indgriben. De personificere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
