Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - B. Det frie Kultursamfund - 2. Den ideelle Kultur - C. Religiøs Kultur - XXXIII. Stat og Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Betydning, som Staten ikke kan stille sig fuldstændigt ligegyldig
overfor.
Selvom der indenfor Kirken rejste sig en stærk religiøs
Bevægelse, en Begejstring som den første Menigheds, saa at
man gav Afkald paa enhver Støtte og Hjælp fra Statens Side,
selvom Kirken altsaa blev en ren Privatforening, vilde Staten
dog derfor ikke ganske kunne tabe den af Sigte. Staten maatte
føre en vis Kontrol med den forat forebygge, at der fra den
udgik Farer for den offentlige Fred og for det etiske Grundlag,
hvorpaa Staten hviler. Den maatte hindre fanatiske Overgreb
paa anderledes Troende og Undertrykkelse af Kirkens egne
Tilhængere. Den vilde her, ligesom overfor Familien, have den
Opgave at beskytte de Svage mod Overgreb, selv indenfor
private og meget inderlige Forhold. Staten repræsenterer det
almindelige etiske Princip overfor de specielle religiøs-etiske
Principer, som de forskellige Religionssamfund hylde. »Sædeligheden
staar som en almindeligere Lov over Dogmerne og de
religiøse Sætninger«[1].
Saadanne religiøse Foreninger eller Ordener,
der forstyrre Freden mellem de forskellige Trosbekendelser
og angribe selve Statens Forudsætninger, vil det kunne blive
nødvendigt at forbyde; saaledes er Jesuiterordenen forbudt i
flere Lande, i Schweiz endog ved en særlig Artikel i
Forbundsforfatningen. — Jeg ser her bort fra, at Staten maa afgøre,
om religiøse Privatforeninger ere at anerkende som juridiske
Personer, om de skulle have Ret til at besidde fast Ejendom,
om de skulle have Ret til at undervise o. s. v. —
I Lande, hvor Kirken har slaaet Rod i Folket og gennem
Aarhundreder har gennemsyret dets Liv, vil det være naturligt,
om Staten vedblivende yder den Understøttelse som et
Samfund, indenfor hvilket den største Del af Folket finder den
vigtigste Næring for sin aandelige Trang. Staten betragter altsaa
Kirken som historisk given Kulturmagt, og den Understøttelse,
den yder Kirken, er bygget paa de samme Motiver, som den,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
