Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - C. Staten - XXXVIII. Statens etiske Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
os skjuler i sit Hjertes Inderste, slumrende eller lænkede, men
endnu stedse levende«[1].
Denne Opfattelse kan ikke blot beraabe sig paa, at Statens
sidste Middel stedse er Magtanvendelse, men ogsaa derpaa, at
de fleste Stater historisk ere grundlagte ved Erobring. Ved
Sværdet er Staten bleven til, og ved Sværdet bestaar den. Men
det har dog stedse vist sig, at den blotte Magt er for usikkert
et Baand. De ved Erobring grundlagte Riger vandt først
Fasthed, da der kunde danne sig fælles Skikke, Livsformer og
Traditioner. Gennem fælles Skæbne og Virksomhed voxe de
sammenbragte Menneskegrupper sig sammen til et Folk. (Smlgn.
XXXVI, 2). Ved den blotte Magt kan man samle en Flok;
men en virkelig Stat forudsætter, at der er et Folk. Hvor
Statsmagt og Folkeliv gaa i helt forskellige Retninger, er der en
ustadig Ligevægt tilstede, og et lille Stød kan være nok til at
kuldkaste det Hele.
Den blotte Magt kan hævde Sikkerheden og Enheden i
Folket. Ingen knyr, og Ingen forlader Geleddet. Men Sikkerhed
og Enhed ere kun Goder, forsaavidt som de ere Betingelser for
en fri og tryg Udfoldelse af Folkelivet. Man maa her vogte
sig for at gøre Midlet til Formaal. Jo mere man lader
Sikkerhedsmidlerne brede sig, jo flere Poster man opstiller forat
forebygge Farer og Ulykker, desmere hindrer man den frie
Bevægelse, som maaske ad sin egen Vej vilde kunne føre til at holde
Ulykkerne borte. En nervøs Stirren mod mulige Farer kan
ødelægge hele Livet i Folket, ligesom det enkelte Individ kan
hindres i at leve af Frygt for Døden. Der kan naturligvis være
Tider for Folket, hvor det særligt eller udelukkende bør være
optaget af at sørge for sin Sikkerhed og sin Enhed. Men det
er urigtigt at finde Statens Væsen udtømt i den Rolle, den i
saadanne Tider er nødt til at spille. Centralisationen og den
voldsomme Sammenslutning er en Kraftanstrengelse, der kan
være nødvendig og gavnlig, men som ved at blive stadig og
ubegrænset vilde kvæle al naturlig og selvstændig Udvikling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
