Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - C. Staten - XXXIX. Statens straffende Myndighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er en Udladning, er en Vej til at faa Luft for den stærke
aandelige Spænding. Ved at underkaste sig Lidelsen viser han
dernæst sin alvorlige Villie til at genoprette det normale
Forhold til Retsordenen; ved at lide den Straf, denne foreskriver,
fyldestgør han jo allerede en af dens Fordringer. Det forholder
sig hermed som med den smertelige Selverkendelse, hvilken
det Individ, der virkeligt har brudt med en forkastelig
Villiesretning, villigt gennemgaar. (Se V, 3). En Morder vil, som
Fichte har bemærket, kunne føle det retfærdigt, at han bliver
dræbt, selvom det sker ved en anden Forbryders Haand eller
ved en Magt, der ikke véd Noget om hans Forbrydelse.
Bag den »Fornuft« og den »Følelse«, man beraaber sig
paa til Fordel for Gengældelsestankens selvindlysende Karakter,
ligger det gamle, i Menneskenaturen dybt indgroede Hævninstinkt.
Naar vi gaa tilbage til det, forstaa vi godt, at Begrundelsen
mangler. Ti Instinktet ledes ikke af Tanken om noget Formaal,
men bestaar blot i Trangen til at foretage visse Handlinger. Og
da Handlingerne i dette Tilfælde have været og tildels endnu
ere af stor Betydning for Individets og Slægtens Selvopholdelse,
forstaa vi, at Instinktet holder sig og er vanskeligt at overvinde.
Det var derfor saa mærkeligt et Fremskridt i Menneskehedens
etiske Udvikling, da man begyndte at tvivle om det Selvindlysende
i den Sætning, at Ondt skal gengældes med Ondt.
(XII, 2). — Højst forunderligt er det, at selv Kant kunde mene
i Gengældelsesprincipet at have en evig etisk Sandhed, og at
Fichte og A. S. Ørsted, der forkastede dette Princip i
Retslæren, kunde holde paa det i Etiken![1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
