Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - C. Staten - XXXIX. Statens straffende Myndighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
underlig Skæbne for en saa højt spændt etisk Anskuelse som
Gengældelseslæren, der gerne med Foragt ser ned paa
»Nyttemoralen« og »Humaniteten«.
Gengældelsesteorien vil endeligt ikke kunne begrunde, hvad
de fleste nyere Straffelove fastsætte om Strafskyldens Forældelse.
Det er efter den Begrundelse af Straffemyndigheden, som ovenfor
er given, selvfølgeligt, at Retsbrud, der ligge langt tilbage
i Tiden og først nu opdages, ikke straffes. Det Motiv, der
sætter Straffemagten i Bevægelse, mangler nemlig her. Ligesom
Etiken ser fremad og kun ser tilbage forat kunne se desbedre
fremad (V, 3 f.), saaledes har Staten ikke med Fortiden, men
med Nutiden og Fremtiden at gøre; den langt tilbage i Tiden
udøvede Handling er hverken noget sikkert Kendemærke paa,
hvorledes Gerningsmandens Karakter nu er beskaffen, ejheller
indeholder den nogen Fare for den nu bestaaende Retsorden.
Den praktiske Interesse er falden bort. Men for Gengældelseslæren
maa der her være et Hul i Verdensordenen, og ingen
nok saa lang Tids Forløb kan begrunde, at Straffen ikke tilføjes.
Hvorfor skulde Blodet høre op at raabe? —
I Følge den Begrundelse af Strafferetten, som ovenfor er
given, er der et tvesidigt Formaal, som skal naas ved Straffen:
Retsordenens Genoprettelse og Forandring af Gerningsmandens
Karakter. Ved ingen Straffemaade maa disse to Hensyn skilles
ad. Af de Straffe, som nutildags anvendes, er der to, som stride
herimod, nemlig Dødsstraffen og den livsvarige Fængselsstraf.
De kunne derfor ikke retfærdiggøres, og vi finde da ogsaa, at
de anvendes sjeldnere og sjeldnere. Kun en Femtedel af de
Dødsstraffe, der idømmes i Europa, blive fuldbyrdede. Disse
Straffe ere et Udtryk for, at vi endnu staa paa et barbarisk
Udviklingstrin. Vi leve under en Krigstilstand, der gør, at
Afskrækkelsesmomentet kommer til at spille en større Rolle, end
det etisk set kan forsvares. Men Grunden er ogsaa særligt den,
at vi endnu ere saa overordentligt langt tilbage i Straffepsykologi
og Straffepædagogik. Derfor formaa vi endnu ikke at indvirke
saaledes paa Overtræderens Karakter, at Straffen kan
afsluttes uden at ende med Døden. At lade den, der skal
opdrages, »sidde over« paa Livstid, er en underlig pædagogisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
