4 blemet om det personlige Livs Natur, altsaa det psykologiske Problem, og derefter gaar over til at undersøge den videnskabelige Erkendelses Natur, altsaa Erkendelsesproblemet. Naar Tilværelsesproblemet stilles som det tredie i Rækken, saa er Overgangen til det naturlig baade fra Personligheden, der staar som en enkelt Del af den hele Tilværelse, og fra Videnskaben, hvis Opgave det er at føre til en Verdensanskuelse. De tre hidtil nævnte Problemer vilde stilles, selv om Mennesket var et rent intellektuelt, blot erkendende Væsen. Det fjerde Problem stilles paa Grund af det Forhold, Mennesket som følende og villende Væsen staar i til Tilværelsen. Saaledes hænge Tænkningens Hovedproblemer sammen med Menneskets teoretiske og praktiske Interesser. Men vigtigere end Spørgsmaalet om den Orden, i hvilken Problemerne fremstilles, er Spørgsmaalet, om de kunne føres tilbage til et gennemgaaende Grundproblem. Muligheden herfor finder jeg i den Betydning, Forholdet mellem Kontinuitet og Diskontinuitet har indenfor ethvert af de enkelte Problemer. Dette Forhold udtrykker baade Personlighedens og Videnskabens dybeste Interesse. Paa begge Omraader stræbes der, som allerede bemærket, efter Enhed og Sammenhæng, og det Diskontinuerlige staar forsaavidt som en Hindring, der skal overvindes. Men paa den anden Side er det Diskontinuiteten (Forskellighed i Tid, Grad og Sted, Kvalitetsforskel, Individualitetsforskel), der overalt, paa Videnskabens som paa Livets Omraade, bringer nyt Indhold, udløser de bundne Kræfter og stiller de store Opgaver. Intet af de to Elementer staar da paa Forhaand som ene berettiget. Det vil have sin utvivlsomme Interesse at forfølge Forholdet mellem dem under de fire forskellige Synspunkter, vore fire Hovedproblemer angive. I det 19. Aarhundredes Filosofi fremtræder paa karakteristisk Maade Kontinuitetsproblemets Betydning, idet de forskellige Retninger skiftevis tale Kontinuitetens Sag. I Aarhundredets første Halvdel hævdede den filosofiske Idealisme paa sin Vis Kontinuiteten i Tilværelsen og saa ned paa Erfaringsvidenskaben paa Grund af dennes fragmentariske Karakter, medens Positivismen (saaledes som Comte og Stuart Mill hævdede den) ind-