i Bevidsthedsproblemet. 1. Naar vi begynde Drøftelsen af de filosofiske Problemer med at undersøge selve Personlighedsbegrebet, begynde vi med Psykologien, og det gælder da først om at bestemme Psykologiens Forhold til Filosofien. Vi kunne her vistnok se bort fra den Opfattelse, HERBART og LOTZE endnu hævdede, at Psykologien skulde være afhængig af den Opfattelse, man kommer til angaaende Tilværelsesproblemet, altsaa afhængig af „Metafysiken“ eller Kosmologien. Der gør sig fra alle Sider en Bestræbelse gældende for at hævde Psykologiens Selvstændighed. Men selv hvor denne Bestræbelse raader, har der endnu været yderst forskellige Anskuelser om Psykologiens Stilling. Der er dem, der mene, at Psykologien er et med Filosofien i det Hele, og at Erkendelsesteori, Metafysik, Æstetik og Etik ere dens forskellige Dele. Et saadant Standpunkt indtoges i tidligere Tid af FRIES og BENEKE og indtages i vore Dage af TH. LIPPS.*) Dette Standpunkt er uholdbart, dels fordi det personlige Liv kun er et af de Emner, der kunne være Genstand for Filosoferen, dels fordi selve Psykologien, saavel som al anden Videnskab, forudsætter Erkendelsens almindelige Former og Principer. Bevidsthedsproblemet viser saaledes nødvendigvis ud over sig sely til Tilværelsesproblemet og Erkendelsesproblemet, og trods al sin Selvstændighed er Psykologien kun en Disciplin blandt flere. Psykologien kan da kun være en Del af Filosofien, ikke udgøre hele Filosofien. Det er berettiget at begynde med