24 Virken. Hjernen har en vidunderlig Evne til at indlede nye Bevægelser, der, saasnart de ere indøvede, blive til Vanehandlinger, som det overlades lavere Centra at udføre. Kun ved Hjernens Hjælp har Tanken kunnet befri sig fra Automatismen og har kunnet benytte Organismen i sin Tjeneste uden at synke under Vanens Magt. Men forskellige Tanker kunne til forskellige Tider gøre Brug af samme „motoriske Skema“, samme Ophævelse af en automatisk Tendens. Denne Mulighed har i den nyeste Tid BERGSON fremført som en Indvending mod „den strenge Parallelisme“*). Denne Indvending rører ved et Spørgsmaal, der har været meget lidet oppe i de hyppige Diskussioner om det psykofysiske Problem. Hvad enten man gaar ind paa den specielle Teori, den franske Filosof har opstillet, eller ikke, saa synes det klart, at det, jo mere man rykker Problemet ind paa Livet, vil blive overordentligt vanskeligt at finde de Led i de to Rækker af Fænomener, der kunne siges at være ,tilsvarende“. Hvor en kvalitativ Forskellighed er til Stede, kan man kun ad Omveje begrunde, hvilke Led der svare til hinanden. Naar vi vide, hvorledes Varmen virker paa et Stofs Farve og paa dets Form hver for sig, kunne vi bestemme, hvilke Farve- og Formforandringer der „svare til hverandre“. Men det er jo netop en analog Viden, der ikke staar til vor Raadighed ved Drøftelsen af det psykofysiske Problem. Vi ere da begrænsede til rent empiriske Slutninger. Og saadanne ville her være vanskeligere at drage, end Bergson synes at antage. Naar man nemlig lægger tilstrækkelig Vægt paa Kontinuiteten baade paa det psykologiske og det fysiologiske Omraade, vil det vise sig vanskeligt at opløse de to Rækker i Led, der fremtræde med en saadan Selvstændighed og Ejendommelighed, at en virkelig Sammenligning kan finde Sted. Men hvilken Hypotese vi saa lægge til Grund, maa vi være forberedte paa, at de Led i de to Rækker, der kunne antages at svare til hverandre, ville frembyde Forskelligheder, der ikke kunde sluttes ud fra det ene eller andet Led for sig alene. Det kunde derfor ogsaa meget vel være, at der til „samme“ fysiologiske Tilstand kunde svare „forskellige“ psykiske Fænomener (eller omvendt), ligesom et Sprog undertiden kun har ét Ord, hvor et andet Sprog har to.