IV. Vurderingsproblemet. 1. At Vurderingsproblemet opstilles som et særskilt Problem, forudsætter en Sondring mellem Forstaaelse og Vurdering, som ikke altid har været anerkendt, og som endnu ikke er trængt igennem. Der har i Filosofien været en Tilbøjelighed til at lade dem gaa i Et; saaledes ere Platons „Ideer“ og Spinozas „Substans“ paa én Gang Udtryk for de to Tænkeres Forstaaelse af Tilværelsen og for deres Beundring for den. I hvert Tilfælde har man været tilbøjelig til at lade Vurderingen være en blot Følge af Forstaaelsen, medens omvendt mystiske og teologiske Retninger have været tilbøjelige til at lade Forstaaelsen være afhængig af Vurderingen. Aldeles uafhængige af hinanden ere de ganske vist ikke: Forstaaelsen har sin Værdi og vilde ikke være mulig, hvis det ikke var saa, da Menneskene ellers ikke vilde stræbe efter den; for Nogle er endog Erkendelsesglæden det Højeste; — og Vurderingen kan blive Genstand for psykologisk og historisk Forstaaelse, da al Værdi beror paa Oplevelsers og Tilstandes Forhold til Livet paa de forskellige Trin, til Livets Bestaaen og dets Udvikling. Vurderingsproblemet vil da ogsaa vise sig at frembyde en Analogi til de tre første, teoretiske Problemer. Det er paa Vurderingens Omraade, ligesom paa Personlighedens, Erkendelsens og Tilværelsens Omraade, Kontinuitetsprincipet, der fører til de afgørende Problemer. 'ærdi har Alt, hvad der medfører en Tilfredsstillelse eller afhjælper en Trang. Undertiden blive vi først ved, at en Til-