Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arbejde og løn - Socialpolitik i Danmark, Sverige og England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arbejde og løn
Socialpolitik i Danmark, Sverige og England.
Danmark.
I 1891 kom der to vigtige
socialpolitiske love, Fattigloven og
Alderdoms-undérstøttelsesloven.
Hjælpen efter Fattigloven var som
hovedregel fattighjælp; den blev ydet af
kommunerne efter et frit skøn
(almisseprincippet) og på grundlag ,af en
trangs-undersøgelse, d. v. s. myndighederne
undersøgte, i • hvilket omfang den
pågældende trængte til hjælp. Fattighjælpen
medførte ubehagelige retsvirkninger for
modtageren, blandt andet at han tabte
valgret og valgbarhed. Fattigloven
byggede for så vidt videre på det
afskræk-kelsesprincip, som havfe været rådende
indenfor socialpolitikken i det meste af
det 19. århundrede. En undtagelse
herfra dannede hjælpen til de såkaldt
uforskyldt trængende.
Alderdomsunderstøttelsesloven adskilte
sig fra Fattigloven ved en mildere
trängsbedømmelse, og ved at hjælpen
normalt skulle ydes vedvarende og med
samme beløb; man nærmede sig’altså
hjælp efter retsprincippet, hvorefter
hjælpens omfang ikke beror på et frit
skøn hos myndighederne, men
fastlægges i selve loven efter objektive kriterier.
Udviklingen fra 1891 til
Socialreformen af 1933 kan karakteriseres som en
bevægelse bort fra fattighjælp og-navnlig
henimod forsikring. I 1892 kom den
første sygekasselov, der indledte den
frivillige sygeforsikring i Danmark; i 1898
fik vi en ulykkesforsikringslov med
regler om erstatning for ulykker under
arbejde for 4 andre, i 1907 den første lov
om frivillig arbejdsløshedsforsikring og
i 1921 den første invalideforsikringslov,
forøvrigt inspireret af den tyske
inva-lideforsikringslovgiyning i det
genforenede Sønderjylland. Året efter blev
alderdomsunderstøttelsen til
alders-rente, der blev ydet som en ret,ikke
som en mildere almisse. Ved,
Enkebørns-loven og Hjælpekasseloven, begge af
1913, og, ved værgerådslovgivningen om
vanskelige børn udhuledes Fattiglovens
område yderligere.
Socialreformen af 1933 (K. K. Steincke)
danner foreløbig slutstenen på denne
udvikling; fattighjælpen blev fortrængt til
kun at omfatte hjælp til forskellige
asociale.; en del af dens Bområde
overtoges af kommunehjælpen, der vel skal
tilbagebetales, men som kun
undtagelsesvis medfører tab af valgret. Hjælp uden
210
retsvirkninger ydes til sindssyge,
åndssvage, epileptikere, blinde, talelidende
og vanføre samt gennem børneforsorgen.
Reglerne herom samledes i
Forsorgslo-ven, der således afløste Fattigloven,
Hjælpekasseloven, Enkebørnsloven og
Værgerådsloven. I Folkeforsikringsloven
samledes reglerne om sygeforsikring,
alders- og invaliderente, og
Socialreformen afrundedes med
Ulykkesforsikringsloven og Arbejdsløshedsloven, der
ligesom reformens øvrige love betegner en
fortsættelse af, ikke et brud med den
tidligere lovgivning.
Det karakteristiske for
forsikringslo-vene er, at hjælpen ydes uden
trangs-bedømmelse, efter objektive i loven
fastsatte kriterier og til bestemte dele af
befolkningen. Ulykkesforsikringens
udgifter dækkes af præmier fra
arbejdsgiverne, der tillige bidrager til
invalidé-og arbejdsløshedsforsikringen; de
forsikrede betaler direkte kontingent til syge-,
invalide- og arbejdsløshedsforsikringen,
som desuden får tilskud fra det
offentlige. Aldersrenten betales helt af det
offentlige. Udviklingen fra 1891 til nutiden
indebærer ikke alene, at størstedelen af
fattighjælpen er overgået på forsikring
og tilbagebetalingsfri forsorg, men også
at forsikringen dækker områder, der
helt ligger udenfor fattighjælpens
oprindelige sfære.
I Danmark som andetsteds fremkaldte
det synkende fødselstal i 1930’erne en
diskussion om befolkningspolitiske
spørgsmål. Fra socialpolitisk hold
pegede man på nødvendigheden af at yde
øget hjælp før og efter fødslen og til
børnerige familier for derved at sikre
børnene bedre levevilkår, og lovene om
mødrehjælpsinstitutionér, om
sundhedsplejersker og om boliger til børnerige
familier er en konsekvens af denne
kvalitative befolkningspolitik. Under og
efter’ krigen forvandledes
befolkningspolitikken til familiepolitik, idet man
frenihævede familiens betydning som
samfundsbærer og gik ind for en
omlægning og udvidelse af socialpolitikken
til dækning af de særlige familiebeiiov.
Man sigtede herved også mod en større
indtægtsudjævning til fordel for de
mindrebemidlede familier. I Danmark har
det familiepolitiske synspunkt foreløbig
navnlig sat sig spor i en række
socialmedicinske foranstaltninger såsom fri
læge- og jordemoderundersøgelse under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
