Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Humor som Totalfølelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38 HARALD HØFFDING
for græsk Tænkning tilsidst som Illusion, og det en værdiløs Illu
sion. Selv i den rigeste Fremstilling af menneskelig Stræben, Old
tiden har givet os, den, der foreligger i Platons «Symposion", selv
der staar denne Stræben med al den Uro og al den Begejstring,
den medfører, som hjemmehørende i en lavere Sfære i Sammen
ligning med den uforanderlige Væren, som er Tankens højeste
Genstand. 1) Følelser af Lyst og Ulyst forudsætte nu netop Foran
dring, og det mere eller mindre stærk og pludselig Forandring,
og de naa deres mest intensive Former, hvor store Modsætninger
mødes eller afløse hinanden. Lyst og Ulyst ere ikke mindst knyt
tede til Overgange og Kriser, i hvilke modsatte Bestræbelser
kæmpe om Herredømmet hos de Enkelte og i de Enkeltes ind
byrdes Forhold. Kampen gælder tilsidst, hvad der skal være
Grundværdi og derved anvise alle andre Værdier deres Plads.
Mennesket drages til modsatte Sider, og at der er en Enhed i dets
Væsen lægger sig under en saadan Brydning kun for Dagen ved,
at Striden og Splittelsen føles som Smerte. Smerte og Sorg, Anger
og Tvivl forudsætte en indre Enhed; det er netop Deltheden, der
føles som Smerte. Lidelsen er det sidste Baand, der holder Sjæle
livet sammen. «Intet Glædeligt," lader Sibbern sin Gabrielis sige,
«intet Glædeligt havde jeg, der kunde give min Existens Kon
tinuitet; saa blev da Smerte og Fortvivlelse det, der holdt min Til
værelse sammen og bevarede mig fra at give min Sjæl hen i
Søndersplittelse." Derfor lærer man i Smerte og Sorg sig selv
saa godt at kende. Kunde et af Modsætningsleddene kastes bort
og glemmes, vilde Lidelsen falde bort i samme Øjeblik. Det er
Trofasthed imod sig selv og mod de Værdier, man har lært at
kende, der gør, at man bestaar i Lidelsens Skærsild, eller ogsaa
bevirker et stort Haab, at man trods Alt ikke havner i Selvop
givelse.
Koret i den græske Tragedie følger vel Heltens Lidelse og Sorg,
men vender dog stedse tilbage til Ønsket om et Liv, der ikke ste
des i saa svar en Strid og til Beslutningen om ikke at glemme de
Dødeliges Begrænsning. Og denne Tankegang udtrykte Grund
sætningen i den antike Livsanskuelse. Platon var vel klar over,
] ) Se herom min Afhandling om Platons Symposion i Mindre Ar-
bejder. Tredie Række. p. 88—93.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
