Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Hovedformer af Humor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80 HARALD HØFFDING
Naar man har lært, at den højeste Lykke bestaar i Stræben og
Arbejde, vil man finde den naturligste Forklaring af alt moralsk
Ondt deri, at det udspringer af Træghed, af Mangel paa Evne til
at udvikle sig ud over det Stade, man nu engang er kommen til
at staa paa eller hvile i. Hvad der mangler, er tilstrækkelig
stærk Paavirkning og Tilskyndelse til at udløse de bundne Kræf
ter. Ud fra en saadan Betragtning stiller Kampen mellem Godt
og Ondt sig anderledes, end naar man med Teologerne udleder
det Onde af et übegribeligt Fald, der med et Slag skulde have
bragt den højeste Synd, Trods mod det klart bevidste Gode og
Rette, ind i Verden. Og naar man saa tillige gør den Erfaring, at
netop Kampen mod det Onde kan udløse ideale Kræfter til Be
kæmpelse af det, fremkalde store og skønne Bestræbelser, der
ellers ikke vilde være komne op, saa bliver Følelsen overfor
Livet og Tilværelsen mere sammensat. Den kan minde om den
Stemning, der i en gammel Paaskesang fører til at udbryde O,
felix culpa! Ingen Formel og intet Dogme slaar her til, her hvor
de største og af hinanden afhængige Modsætninger forenes i,
hvad man kunde kalde en kosmisk Livsfølelse. Intetsteds viser
det sig mere end her, at vore dybeste og mest omfattende Livs
erfaringer kun kunne udtrykkes i Poesiens symbolske Form.
21. Hvor der er Overlegenhed og Sindshøjhed, er der en fast
Grund, og Spørgsmaalet bliver, hvor stor Bevægelighed og Mod
tagelighed, der trods denne Fasthed er Mulighed for. Hvor Hu
mor har udviklet sig med Vemod og Længsel som Grundlag,
bliver Spørgsmaalet det modsatte, nemlig om der trods Bevæge
ligheden og Modtageligheden kan være den Fasthed, som ingen
Totalfølelse kan undvære.
Vemodet er tilbageskuende, lever i Erindringen. Længselen er
fremadskuende, lever i Haab og i Higen. Der er et Element af
Sorg i dem begge, hist fordi en Værdi er gaaet ud af Livet, her
fordi Afstanden fra Maalet er saa stor. Men der er Glæde i dem
begge, fordi der leves og aandes i Noget, som har Værdi, hvad
enten det saa hører Fortiden eller Fremtiden til. Man har med
Rette hævdet, l) at den egentlige, fjendtlige Modsætning til Glæde
’) Alexander Shand: Foundations of Character. p. 395.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
