Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Humor og Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150 HARALD HØFFDING
Gennem den sokratiske Forbindelse af Ironi og Humor forstaar
man bedst Sokrates’ Forhold til Religionen. Han er gaaet ind paa
Folketroens Forestillinger og har i dem fundet Udtryk for sin
Tillid til, at hans Livsarbejde ikke var forgæves, uden at han iøv
rigt lagde Vægt paa at udforme eller begrunde denne Tro nær
mere. Kun det holdt han sig til, at «en god Mand kan intet Ondt
vederfares, hverken i Liv eller Død" («Apologi" p. 41). Denne
Tro er udsprungen af hans Tro paa den etiske Stræbens Gyldig
hed. Man kan af den Begrundelse, hvormed han (i Platon’s
«Fajdros") afviser rationalistiske Omtydninger af Myter, vistnok
danne sig en Forestilling om, hvorledes han stod overfor Folke
troens Forestillinger. Han afviser ikke saadanne Omtydninger af
Ærefrygt for Guderne, men dels fordi der, naar han begyndte
paa Sligt, vilde strømme saa mange Uhyrer til og fordre Omtyd
ning, at det vilde blive uoverkommeligt, dels (og det er Hoved
sagen) fordi han endnu har nok at gøre med at finde Rede i sig
selv og afgøre, om Harmoni eller kaotisk Lidenskab er det Væ
sentlige i hans Natur. Her have vi Spøg og Alvor, Ironi og Hu
mor paa én Gang. Overfor Selverkendelsens store, alvorlige Op
gave spøgede han med al Teologiseren. Platon’s «Eutyfron",
hvor Etikens Afhængighed af Gudetro bestrides, kan tåges som
Vidnesbyrd om, at det ikke blot var overfor rationalistisk Teologi
han, i Tillid til «Gudebillederne i sit Indre" (for at bruge Alki
biades’ Udtryk), stillede sig ironisk.
Overfor Udødelighedstroen har han, om man kan tro Platon’s
«Apologi", særligt stillet sig humoristisk. Han henstiller det der
som uafgjort, om Døden er en Søvn, eller om den er en Overgang
til et andet Liv, der skulde føres i Samkvem med Guder. Det er
tydeligt nok den første Mulighed, der har ligget ham nærmest. 1)
Men en dogmatisk Afgørelse og en stor Vægt paa en saadan Af
bilia, hvortil denne Samtale hører, skyldes Laan eller Efterligning af
platoniske Dialoger.
*) Smlgn. Heinrich Maier: Sokrates, p. 435 f. — I Modsætning hertil
mener Burnet (Greek Philosophy from Thales to Platon. London 1914.
p. 182), at «Apologien" maa fortolkes i Overensstemmelse med «Fajdon",
hvis Tankegang han anser for sokratisk (p. 193 f). Jeg kan ikke finde
Overensstemmelse mellem «Apologien" og «Fajdon".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
