Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Humor og Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HUMOR OG FILOSOFI 149
Sokrates. Hans Hjerte bankede, hans Taarer strømmede, og han
følte den største Misfornøjelse med sig selv. Sokrates var det
eneste Menneske, overfor hvem han skammede sig. Og naar So
krates i Alvor aabnede sig for ham, havde han gennem den ydre,
satyragtige Skal opdaget et guddommeligt Indre.
Dersom disse Ytringer have historisk Grundlag, har Ironien
været en ydre Form for et stort og herligt Indhold, der vel ikke
blev udtrykt i bestemt og positiv Form, men i hvilket et højt Be
greb om Sandhed, om menneskelig Værdighed og om Sandhedens
Betydning for menneskelig Værdighed har ligget til Grund. Der
har været en ideal Baggrund, hvad vi nu kunne kalde Personlig
hedsprincipet, i Forhold til hvilken Sokrates’ hele Færd blandt
Mennesker maa ses. Hans Spøg og hans Tankesport have stedse
havt Alvor til Grundlag. Det er ikke rigtigt, med Lipps1), at an
vende paa Sokrates, i Anledning af Aristofanes’ «Skyer", den
Sætning, at den ler bedst, som ler tilsidst. Ti tilsidst lo Sokrates
ikke, og ingen Humorist gør det. Sokrates har agtet alt Andet
ringe i Forhold til en Selvbesindelse, der kunde bære Livet. Det
gjaldt at blive klar over sin virkelige Trang og sin virkelige Evne,
for at man ikke skulde komme ind paa Veje, der ikke stemmede
med Ens Personlighed. Sokrates er den store Sandhedsstræbens
og den store Selvomsorgs Profet, begge Dele i uadskillelig For
ening. Videnskab og Liv kunne begge med lige Ret beraabe sig
paa ham. Der brugtes allerede i Oldtiden det Udtryk om ham, at
han var den Første, hvis Tænkning angik selve Livsførelsen. 2)
Han havde høje Tanker om, hvad det var at være Menneske,
særligt at være Græker, allersærligst at være en Atenienser. Og
i Forhold dertil fandt han de sædvanlige Goder at være af ringe
Værdi. I sin egen klare Tanke skulde Mennesket finde det Gode,
der betingede alle andre Goder, og uden hvilket disse i Virke
ligheden ikke ere utvivlsomme og sikre Goder.3)
J) Komik und Humor. p. 238.
2) Diogenes fra Laerte. 11, 20 (rcpwTog nepi $iou SisXéxfrrj).
3) Selv hos Xenofon, der ellers giver et saa nøgternt og overfladisk
Billede af Sokrates, kommer denne Tanke frem med filosofisk Sikkerhed
i Memorabilia IV, 6 (Samtalen med Euthydemos). Men Heinrich Maier
(Sokrates, p. 57—62) har da ogsaa paavist, at hele det Parti af Memora-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
