Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Tankens Historie - B. Antik og moderne Tænkning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124 11. Tankens Historie.
Tænkning. Men det vil tjene til nærmere Belysning af den
menneskelige Tankes Natur, naar vi give en mere indgaa
ende Karakteristik af denne Modsætning. Den kan sammen
fattes under to Synspunkter. Den antike Tænkning har en
overvejende formel Karakter; derpaa beror til Dels dens
store og blivende Betydning. Og dernæst, og i Sammenhæng
dermed, er den karakteriseret ved den Forudsætning, at
det Uforanderlige ikke blot i logisk, men ogsaa i etisk Hen
seende, staar i Værdi over det Foranderlige.
47. Modsætningen mellem formal og real Viden fremtræ
der allerede hos Parmenides fra Elea, og det saa skarpt,
at han kun anerkender den formale Viden som virkelig
Viden. Kun de Sætninger, der kunne formes som rene
Identiteter, kunne være Genstand for sand Overbevisning,
og kun saadanne Sætninger kunne udtrykke det i Sandhed
Værende. Det Værende maa være ufødt, uforgængeligt, ufor
anderligt, udeleligt, afsluttet i sig selv. Om det Mangfoldige,
Foranderlige og Forgængelige kan ingen Viden håves, kun
Dødeliges Meninger".
Her fremtræder, med den Tankeenergi, der udmærkede
Grækerne, Identitetsprincipet, Fordringen om Tankens En
hed med sig selv, den strenge Genkendelse, som al Tænkens
første Princip, som det formale Ideal, til hvilket Tanken
søger at bringe al Erkendelse saa nær op som muligt. Parme
nides vilde end ikke indrømme, at Forskelle og Forandringer
kunne stille alvorlige Problemer, hvad enten saadanne Pro
blemer kunne løses eller ikke. Kun Formodninger, ikke sand
Videnskab er her mulig*).
To andre græske Tænkere, den Ene Parmenides’ For
gænger, den Anden hans Efterfølger, gjorde derimod Forsøg
paa at bringe Identiteten, den højeste Form og Norm, i nøj
ere Forbindelse med Emnernes Forskellighed og Skiften.
He rak lei tos hævdede, at der i al den stadige Strømmen
og under alle de stridende Modsætninger dog er Noget,
som er konstant, nemlig Loven, Tilværelsens evige Grund
) Smlgn. min Afhandling om Parmenides i Mindre Arbejder. Anden Række,
p. 141-149.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
