Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Tankens Opgaver (Problemer) - A. Erkendelsen - a. Former og Principer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JF. Tankens Opgaver.
266
skal føre op til Principerne, men han indrømmer, at Aristo
teles betoner Modsætningen mellem Induktion og Fornuft"
paa en Maade, der minder om Platon*). Med Rette lægger
vistnok Teichmuller**) Hovedvægten paa Overensstem
fnelsen mellem Platon og Aristoteles paa dette Punkt. In
duktionen er, mener han, for Aristoteles kun et Middel til
at gribe Principerne; men den beviser dem ikke; den giver
kun Anledning til, at Fornuften, der stammer fra en helt
anden Kilde, kan uddrage de almene Sætninger. Hos de to
store Oldtidstænkere træder altsaa det Irrationelle klart frem.
Det var det, der fremkaldte de interessante skeptiske Ret
ninger i Oldtidens senere Tid.
De moderne erkendelsesteoretiske Retninger kunne vi
gruppere under de tre Navne Formalisme, Empirisme og
Pragmatisme. —
a. Det er Kants store Fortjeneste at have indset, at man
først raaa opgøre, hvilke Former, den videnskabelige For
sken raader over og faktisk anvender, før man kan afgøre,
hvorledes de forholde sig til Emnerne. Det er i hans Fod
spor, jeg har udviklet Kategorilæren, før jeg gik over til
Rehandlingen af det egentlige Erkendelsesproblem. Kant har
Ret i, at disse Former maa være bestemte ved vor Er
kendelsesevnes Natur, saaledes som denne nu engang er.
Men i sit Forsøg paa at føre Reviser for de Grundsætninger,
der udspringe af Formerne, kommer det Hang til Dogma
tiseren, han trods al sin Kriticisme ikke frigjorde sig for,
tydeligt frem. Han mener, at de Retingelser, uden hvilke
vi ikke kunne have streng Erfaring, uden videre kunne for
muleres som nødvendige Sætninger, og overser det store
Spørgsmaal, i hvilket Omfang og i hvilken Grad vi virke
ligt have saadan streng Erfaring. Hans Revis" for Aarsags
sætningen f. Eks. forudsætter, at Emnerne ere givne fuld
stændigt, og at deres væsentlige Egenskaber ville vedblive
at være de samme. Men det er en überettiget Antagelse, da
Erfaringen aldrig er afsluttet, og nye Emner stadigt kunne
•) Aristotle. 11. p. 237 f; 275; 375.
•*) Studien"zur Geschichte der Begriffe p. 409-426.’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
