Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Tankens Opgaver (Problemer) - A. Erkendelsen - a. Former og Principer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. Erkendelse. a. Former og Principer. 269
tiske Beskaffenhed. Heller ikke denne Form af Kriticisme
kan da frigøre sig fra et Forhold til Erfaringen.
(3. Empirismen, der, naar den ikke blot tåger Hensyn til
det enkelte Individs, men til hele Slægtens Erfaringer, bliver
Evolutionisme, betragter Emnerne som tilstrækkelig Grund
til Erkendelsen og særligt til Opstilling af de første Grund
sætninger. Almindelige Principer kunne være opstaaede ved
den stadige Indvirken af Emnernes Beskaffenhed. Emnerne
afsætte deres almindelige Egenskaber i Individets eller Slæg
tens Natur, eller rettere i deres Vaner. Og da er det en Selv
følge, at intet Princip har Gyldighed ud over den Kreds af
Emner, der har indprentet det. Kun som Resultater have
Principerne Betydning, medens de for Kant vare grundede
i Bevidsthedens Natur, og for Hobbes og hans Efterfølger væ
sentlig vare Postulater. HumeogStuartMill have udviklet
Empirismen i dens mest radikale Form, i hvilken alle Emner
optræde i Bevidstheden som udgørende et usammenhæn
gende Kaos, saa at de kun ved udvortes Association og Vane
indgaa saadanne faste Forbindelser, der kunne virke som
Principer. Herbert Spencer udvidede denne Betragtnings
maade fra. Individet til Slægten i Kraft af Udviklingslæren;
hine faste Forbindelser kunde efter ham ikke danne sig i
Løbet af det enkelte Individs Liv, men kun i Løbet af Gene
rationer.
Empirismen overser, at vi kun kende Emnerne i stadig
Vexelvirkning med Formerne, ligesom vi omvendt kun kende
disse i stadig Vexelvirkning med hine. Derved forstaas det,
at der er et stadigt Moment af Forventning, Foregriben, Søgen
og Spørgen i vor Erkendelse. Man kan ikke paavise nogen
absolut Passivitet hos noget levende Væsen. Der vilde, som vi
ved Omtalen af den kaotiske Forskelsrække have set, behøves
en uendelig Analyse, hvis dens Rigtighed skulde godtgøres.
Paa ethvert Trin af psykisk Udvikling, vi kende, er der stedse
visse indre Betingelser tilstede, paa hvilke det beror, baade
hvorledes de Emner, der ere tilgængelige, optræde i Bevidst
heden, og hvorledes de bearbejdes. Det gælder for hvert en
kelt Individ og hvert Slægtled.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
