Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I
Dit liv laa helt igjennem saadan, at solen ikke
fik fat deri — — ,» heter det i et
ungdoms-brev fra Bjørnson til Ibsen.
Ibsen har sikkert selv ogsaa mange gange følt
sin skjæbne slik; det kommer ofte — direkte og
indirekte — til orde i hans digtning, likefra sin
barndom følte han sig alene og med øiet vendt
mot livets natside. Brand
— — — sad og vendte solen ryggen.
Han saa mod nord, ned i det stængte strøg,
hvor elven sprang, hvor milebranden røg,
hvor vandet sortned under aftenskyggen.
Han var et barn af dem som synes gamle —
af dem, som kammeraters viltre flok
i frikvarteret ei formaar at samle, —
som stilt ser til og med sig selv har nok.
Hans haar var sort. men tyndt og langt og glatt;
hans træk var senefulde, skarpe, spændte;
dog laa et præg i dem af noget sat.
Han ligned en som vil, men godt kan vente.
1 — Gran: Henrik Ibsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
