Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
hende opdaget han straks den ene, — forskjellig
fra alle andre han hadde truffet; ikke mange uker
efter deres første bekjendtskap skrev han et digt
til hende, hvori han la sit hjerte for hendes føtter
og bad hende at dele skjæbne med ham.
«Til den eneste» kalder han digtet som han
sendte hende januar 1856. Det er litt litterært,
et digterbrev, ikke ganske naturlig eller
menneskelig, litet intimt, former sig omtrent som Falks
frieri til Svanhild 5—6 aar senere. Det er paa
et bal han opdager hende, slik som det har skedd
i adskillige digte, Welhaven hadde hat et lignende
syn i balsalen, og Ibsen selv hadde for
adskillige aar siden skrevet sine balminder («Paa
ballet»).
Midt i den utvortes glans og den hule glæde
er det han ser hende skjære sig ut som «den
eneste»:
Hver herre har festlige miner,
hver lampe har festlig skjær.
Hør biot, hvor der kurtiseres,
hvor hviskes der blødt og ømt
om alt, hvad i hast man finder,
om hvad man har hørt og drømt,
og damerne smiler saa listig
til alle de søde ord,
gemmer i mindets stambog
tirader som ingen tror.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
