Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
utpræget ironiker og en ubarmhjertig ertekrok som
godt visste hvor harpunen skulde sættes ind for
at ramme paa det saareste. «Du Ibsen,» sa han
«du hadde visst ventet dig et stort opstyr av denne
komedien din, men det ser ikke ut til at nogen
bryr sig, — ikke en kjæft som knyr, — det
maa være ærgerlig.» — Ibsen svarte ikke et
ord, blev blek som et lik og slog med sin
knytnæve i bordet, saa det rystet, reiste sig og gik
sin vei.
Det viste sig nok senere at Ibsen hadde
rammet; da det nogen tid efter gjaldt reisestipendium
og digtergage, var der adskillige moralister som
viste at gjemt er ikke glemt; og det var vei det
Ibsen senere mindedes.
Men i øieblikket opnaadde han ikke det skrik
han hungret saa saart efter, — et vidnesbyrd om
at han ialfald var til.
Det er tragisk skjæbne at være født med
kunstnerisk geni i et litet folk, i smaa og smaalige for-
Ahold. Til den store digters vældige produktions-
—- • «•>»–-
trang svarer en næsten like heftig gjenklangstrang;
hvor disse to faktorer ikke møtes, der pines
digtersjælen og lider usigelige kvaler som vi
almindelige mennesker kun kan gjøre os en svak
forestilling om. Selv Henrik Wergeland, hvis sjæl var
saa lys og opreist, hvis øie saa at si altid var vendt
mot solopgang, — hadde øieblikke hvor han
pintes tildøde under den lille omverdens dræpende
likegyldighet, øieblikke hvor han følte sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
