Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Det kan nu være ganske likegyldig om Ibsen
hadde ret i sin hypotese om sammenhængen
mellem heltesagnene og ættesagaerne; hvad der staar
fast er at han tilsigtet at fremstille mennesker og
,—— —ipi ’v*’- • w • •* ; i i bi
ikke halvguder.
«Hærmændene paa Helgeland» er — sammen
^fl* v-. jt-tt..
med Bjørnsons samtidige sagadramaer — en
merke-pæl i det nordiske dramas historie, og det har
—rrnnwwaimfiiwi ini»’ipi "’HI T-V
derfor litteraturhistorisk interesse at dvæle litt
mere indgaaende ved det.
Da Ibsen begyndte sin forfatterbane behersket
Øhlenschlæger endnu det nationale repertoire paa
de nordiske scener, sagamotiverne gjaldt for hans
opdagelse og var hans domæne, hvor ingen
vaaget af gjøre ham rangen stridig. — Grundtvig
hadde jo i sin tid kommet med alvorlige
indvendinger mot Øhlenschlægers behandling av
vikingetiden, som han fandt for vek, for blomstrende, —
unordisk; men det Grundtvig forsøkte at stille
istedenfor, var altfor barokt, hans Bragesnak fik
ialfald ingen betydning for d r a m a e t s
utviklingshistorie; Ibsen har efter al sandsynlighet slet ikke
læst ham, han nævner ham aldrig, hverken i
sine artikler eller i sine breve, og i hans digtning
vil man neppe finde spor efter Grundtvig, — han
var i ett og alt forskjellig fra Bjørnson, saaledes
ogsaa i valget av sine lærere.
Ibsen var i sine yngste dage øiensynlig paa
det rene med at der ikke var nogen anden maate
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
