Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
Stort set maa det sies at Ibsen har formaadd
at meddele sit drama sagaens stilpræg, og
Hærmændene betegner i denne henseende et stort
fremskridt fra Øhlenschlægers «rundmundede
jambeveltalenhet».
. Helt har det dog ikke lykkes ham; likesom
Gildet paa Solhaug indeholder mangfoldige
uegte folkevisetoner, saaledes er heller ikke i
Hærmændene alt egte sagaguld. Ofte virker det
arkaistiske utstyr mekanisk og utenpaalagt, og
stundom støter vi ogsaa her paa reminiscenser
fra Øhlenschlægers sagastykker og anden
romantisk digtning.1
Men slik følte man det ikke dengang Ibsens
drama fremkom; tvertimot, det man steilet imot,
var netop at sproget og stilen og tænkemaaten var
altfor sagamæssig, for fjern og umenneskelig.
Størst interesse har de indvendinger Bjørnson
fremkommer med, han er ganske oprørt over
Hærmændene og kommer i sine breve gang
paa gang tilbake til det, — altid like forarget.
I et brev til Clemens Petersen (nov. 1857)
heter det: «— — — Nu har han sidst i
«Hærmændene paa Helgeland» gjort om igjen Sigurd
Fafnersbane og hele den umaadelige sagncyklus
omkring ham og tilliggende sagngrupper. Det er
imiteret eller dramatisk indsat indtil
fuldkommen-hed. Det maa jeg erkjende og rose, og dog fnyser
jeg av harme, netop fordi han er saa god og
1 Cfr. Didrik Seip i Edda I, 158 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
