Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
troende, at jeg ikke kan tale ud. Var det ikke
fordi at han neppe er stor nok, til med kraft
at tro mig fri for misundelse, saa sagde jeg ham
sandheden alligevel, i en stille time, gjerne medens
jeg trykkede hans haand. Men nu gaar jeg
formelig og sveder: Sagen er, at jeg har det heller ikke
rigtig paa det rene; men her er noget galt, det er
jeg vis paa.
Poesien fremkommer — — derved, at et folk
strækker sig. Gjennem Volsungesagnene m. m. har
nu de nordiske folk strakt sig et forfærdelig langt
stykke op med sin længsel. Slig vilde de være
hvis de kunde. Men de kunde ikke. Da var
det jo, for pokker, ikke poesi længere. Nu gaar
Ibsen hen og gjør menneskene paa Erik Blodøxes
tid slig som Sigurd Fafnersbane, da alt der
berettes om ham, saavelsom alle andre herosdigte,
her er benyttet, — sat dramatisk ud. Nu kan
jeg ikke faa ind i mit hode, at menneskene d a
ikke var mennesker, men guder. Jo de var, fanden
gale mig, mennesker! De var mere mennesker
end selve deres virkelige historie, da den endelig
blev skreven, viser det. Eposet er saa gyselig,
frysende fornemt; men hvem hører dem ikke
græde, men hvem ser ikke de timers, de aars
vankelmod kanske, som denne enkelte handlings
jernbestemthed, følelsesløshed endelig voksede udaf?
Hvad skal dramaet være i forhold til den færdige
historie, naar det ikke skal være udjevneren,
opløseren, forbinderen, indtil den fineste traad?
Forsoneren? Nu kommer, som antydet, hertil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
