Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Hos Bjørnson hænger de to spørsmaal paa det
nøieste sammen, idet hans bemerkninger om det
historiske drama overalt er fremkaldt av
betragtninger over hvorledes Ibsen har løst opgaven.
Vi kan imidlertid godt behandle dem hver for sig.
I sine overveielser over sagadramaet forholder
Bjornson sig for det meste negativt, hans ord er
klarest hvor det gjælder at fastslaa hvorledes
det ikke skal være, det skal ikke være, slik som
^pawmiM WHWii i »im.^j ■». *
Ibsen har gjort det, det skal ikke være «utskrift»
av sagaen, ikke direkte efterligning, hverken i aand,
karakterskildring eller sprogtone. I sin
bestemmelse av hvorledes et sagadrama skal være, er
han mindre sikker: «Sagen er, jeg har det heller
ikke paa det rene.» Han kommer dog paa flere
steder med bestemte antydninger, og paa et sted
heter det: «Dette stykke [Hærmændene] bevæger
mig mere end noget andet til at udgive
Halte-Hulda straks.» —
«Halte-Hulda» er altsaa et motstykke til
«Hærmændene» ; her maa vi altsaa søke, om vi vil se
hvorledes Bjørnson i 1857 mente at et sagadrama
skal skrives.
Det første som slaar os i «Halte-Hulda» er de
femfotede jamber som nu i omtrent hundrede aar
hadde baaret frem alle nordiske tragedier; de
peker, likesom flere av bemerkningerne i hans breve,
nærmest mot Øhlenschlæger. Men forsøker man
at læse disse jamber høit, opdager man en stor
avstand, de lar sig næsten ikke læse, de er saa
tynget av fortættet indhold at man slet ikke faar
i ■
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
