Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
stort set paa samme maate skiller sig fra den
danske klassiker ved sit mørkere, dypere, tyngre
præg.
"Men tar vi Øhlenschlæger bort, og Ibsen og
Bjørnson blir alene, — slik som de fremtræder i
Hærmændene og Halte-Hulda, — da ser vi straks,
hvor meget blondere Bjørnson allikevel er end
den anden, hvormeget bløtere, menneskeligere,
hvor meget mere medgjørlig og tilgjængelig.
Det er ikke bare det at Bjørnson ifølge sin
natur aldrig kan holde længe ut i mørket, men maa
ut i solskinnet, og derfor ved siden av
Halte-Huldas skjæbnetunge og uveirssvangre kjærlighet
anbringer de lyse scener mellem Gunnar og
Thordis i ung, jublende, sorgløs og tankeløs erotisk
lykke; men det er endnu mere i skildringen av
Halte-Hulda selv, — Hjørdis er helt sagakvinde,
usmeltelig som skjæbnen, stor og ubøielig,
umenneskelig, om man vil, i sin karakters helstøpte
magt. Halte-Hulda er, naar det kommer til
stykket — trods sin vilde lidenskap — mere
almindelig. Bjørnson som i sin litt banale godhet har
slik tilbøielighet til at undskylde, gir os litt mere
end nødvendige forklaringer av, hvorledes Hulda
er blit det dæmoniske væsen som træder os imøte
i tragedien, og hvorledes hun kunde blit
ander-ledes, om skjæbnen hadde været hende gunstigere,
ög^’da den virkelige store kjærlighet slaar ned i
hende, — da smelter hun, hun blir god, lys, ædel, —
næsten sentimental. Hun skildrer os i en lang,
lang monolog den forvandling som er foregaat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
