Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
avslag. Sagamænd, sagasjæl, sagastil — det var
i tre ord hans program.
Hvem hadde ret, Bjørnson eller Ibsen?
Kanske hadde de like meget ret begge to; det
gjælder vei, naar det kommer til stykket, ikke at
finde en bestemt form som æstetikken kan
anerkjende, men at finde den form man har bruk for.
Men hvis man tør lite paa den historiske dom,
saa har Ibsen faat mere ret end Bjørnson.
Hærmændene er læst og kjendt av alle, Hjørdisskikkelsen
er gaat ind i almenbevisstheten som en utapelig
aandsværdi; stykket har været opført de hundrede av
ganger og har endnu ikke mistet sin magt. —
Halte-Hulda er der faa som vet noget om, hun er næsten
totalt glemt, dramaet har ingen scenehistorie, det
blev opført i 1862 paa Det norske teater, det blev
gjentat paa Christiania teater i 1865 og git ni ganger.
I de mere end femti aar som er gaat siden den
tid, har det, saavidt jeg vet, ikke været spillet.
Bjørnson var dypt fornærmet paa Gotfred Rode,
fordi han i 1860 kaldte Hærmændene
indledningen til et norsk drama. Ti hvorledes skulde
det kunne være indledning til noget «som ikke
kan tænkes andet end om igjen eller slet ikke».
Bjørnson fik uret; ti selv om man ikke vil se
. r. mim
nogen forbindelse mellem Ibsens moderne dramaer
og sagadramaerne, saa kom dog «Kongsemnerne»
efter «Hærmændene», og det var jo en ikke ueffen
fortsættelse som aldeles ikke var nogen gjentagelse.
mill.lin - - –––––- –-— •">■ ■ ■–—"■•a^ .. –––-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
