Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
Den forkjellige maate hvorpaa Bjørnson og Ibsen
dukket ned T~og kom op igjen av sagaen, beror
naturligvis først og fremst paa arten av deres
begavelse ög deres temperament, deres sjælelige
farve. Men hermed er vi inde paa det andet
spørsmaal som optok Bjørnson i hans breve: Hvem
er Henrik Ibsen? Eller nærmere begrænset til
dette punkt av vor fremstilling: Hvad kan
Hærmændene fortælle os om Henrik Ibsen?
.....i. i i i ij^pi—r»r*-*TTrr-*
bfcülde vi tro Bjørnson saa er der litet eller
ingenting av Ibsens personlighet at finde,
Hærmændene er en «utskrift» av sagaen, likesom Gildet
paa Solhaug var en pastiche efter kjæmpevisen,
Ibsen er en virtuos som digter paa litteratur
istedenfor paa livet og sin egen sjæleerfaring; søker man
i hans verker, saa finder man Victor Hugo,
folkevise, Hertz, saga, Bjørnson, — alt mulig, bare
ikke Ibsen selv, han er ikke digter, han er
efter-digter, han er ikke kunstner, han er tusenkunstner;
men «jeg haaber engang at faa ham ind til sig
selv».
Men tvers imot denne Bjørnsons opfatning
staar Ibsens uttrykkelige ord, han har gjentagne
ganger hævdet at for ham var det altid det
personlig gjennemlevede som var det avgjørende. «Alt
hvad jeg digterisk har frembragt, har havt sit
udspring fra en stemning og en livssituation; jeg
har aldrig digtet noget fordi jeg, som man siger,
havde fundet et godt sujet.»
Dette gjælder ogsaa Hærmændene, ogsaa det
har vi hans ord for. — Efter «Fru Inger til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
