Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
Dette gjælder ogsaa de karakterer Ibsen i
Volsungesagaen og ættesagaen hadde gjort
bekjendt-skap med. Han hadde ganske vist endnu ikke
skapt de trylleformler, hvori han senere i
nogen faa ord yndet at sammenfatte sit livssyn og
sine"~menneskeidealer: intet eller alt, akkordens
aand er satan, vær dig selv! o. s. v. Men de
følelser som laa til grund for disse formler som nu
for os er uløselig knyttet til hans navn, — de
hang sammen med det oprindeligste i hans natur,
og ^är, om ikke fuldt bevisste, saa derfor ikke
mindre virksomme. Han følte sig som en frem-
––.v–*7*.- .... - -
med fugl i den tid han var sat ind i,
nutids-samfundet med alle dets vedtægter som snører
mennesket ind, alle dets kompromisser som gjør
dem delte og halve, alle dets hensyn som
forkludrer præget, — alt dette var ham stygt og smaat
og motbydelig.
Derfor følte han sig umiddelbart draget mot
ættesagaens vikinger. Disse mænd og kvinder var
mennesker efter hans hjerte, uforkrøblet av
samfund og hensyn, ubøielige i sin tætsluttethet,
usmeltelige i sin helstøpthet. Derfor behøvde ikke eller
tænkte ikke Ibsen paa at omgjøre eller
«modernisere» vikingepsykologien. Naar Bjørnson finder
det saa umenneskelig, at Ørnulf, efter at ha mistet
alle sine syv sønner, tar den sidste paa skulderen
og bærer ham bort uten at si et ord, saa er dette
træk for Ibsen et storartet vidnesbyrd om det
hærdede vikingesind som aldrig bryter sammen,
selv ikke i den bitreste smerte.
,n i -
9 — Gran: Henrik Ibsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
