Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
faldt sammen med dyptgaaende træk i Ibsen
væsen. — Der hvælver sig over Volsungesaga,
saavelsom over ættesagaerne, en mørk, skjæbnesvanger
himmel, der er kun faa solstreif som trænger
gjennem disse skyer; indestængte lidenskaper,
kamp og blod, livsens brændende alvor fylder
fortællingerne; selv det som dér findes av vid og
munterhet, er hemsk, et stoisk smil ind i dødens
grinende aasyn. Denne stemning falder godt
sammen med grundfarven i Ibsens sjæl, slik som vi
har lært den at kjende likefra hans første
barndomsminder, og slik som den er tilstede selv i
hans lyseste øieblikke. I 1855 gik der en
sommervind over hans sind, men solen er ikke blændende.
Der er ikke i Gildet paa Solhaug det lys eller
den slags varme som baker solbakken hos
Bjørnson; det er en ibsensk sommer, uveiret hænger
ogsaa her truende over os, og klarner det tTTslut
op, saa er det dog først efterat vi gjennem alle
dramaets akter har levet i en evig uro for at lynet
skulde slaa ned i hvert øieblik. — At komme fra
folkevisens lyrik til sagaens dystre alvor var for
1 Ibsen at komme hjem til sig selv, — det var efter
en voldsom, men overfladisk og forbigaaende
stemningsrus atter at falde tilbake i sine gamle
folder. Det var altsaa ingenlunde som virtuos at
han gik til sagaen, det var fordi sagaen hadde
farve fælles med grundtonen i hans sjæl, han skrev
ikke Hærmændene for ved denne leilighet at gjøre
sl*g til sagamand eller viking, men det var sagaen
som var ibsensk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
