Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
149
og deres fruer og frøkener kom Falk som et uveir,
digteren, oprøreren, verdensstormeren, idealisten.
Ibsen har vist os et glimt av ham før, — i
digtet «Paa Vidderne» (1860). Det handler om en
ung mand som vandrer opover mod høiden, bort
fra hjemmet som binder ham, bort fra sin elskede
som hindrer ham; det holder haardt i
begyndelsen, hans tanke drages mot bygden :
dernede hadde jeg mor og viv —
til dem jeg maatte vei hige.
Men han vinder bugt med sine smaa følelser,
og han driver det vidt: mens hans mors hytte
brænder dernede, kikker han «gjennem den hule
haand — til vinding for perspektivet». Værst var
det, da han saa den elskede ride gjennem dalen
som en anden mands brud; men livet i høiden
hadde hærdet ham :
Jeg stod for stupet med staalsat aand,
og høit over sommerlivet.
Toget saa ud som et blinkende baand, —
jeg holdt for øiet den hule haand
til vinding for perspektivet.
Nu er han ganske fri, løsnet fra alt som bandt
ham i dalen, rustet til at leve livet høit hævet
over bygdens smaa tanker og tarvelige lykkebegjær:
Nu er jeg staalsat, jeg følger det bud,
der byder i høiden at vandre!
Mit lavlandsliv har jeg levet ud,
heroppe paa vidden er frihed og Gud,
dernede famler de andre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
