Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
ut av en tunnel — ut i fri luft under Guds høie
himmel mellem glade mennesker. Hans breve i
de første aar av hans ophold i Rom er fulde av
bitterhet mot Norge, — næsten hat. Han raader
alle som kan, at flygte derfra, saasnart de bare
kan. «Hvad vil du deroppe?» skriver han til
Magdalene Thoresen; «i Danmark er der dog saa
meget smukt og godt selv nu. Min lille gut skal
med min gode vilje aldrig komme til at tilhøre
et folk, hvis opgave er at blive englændere
istedenfor mennesker.» Englændere — det vil i Ibsens
mund i denne tid si det samme som kræmmere,
sjælløse skjønhetsfornegtere, pengekjære
materialister, jordbundne trælle, over hvis liv ingen
himmel hvælver sig. Han har tider hvor han tror
at Norge vil forsvinde av nationernes tal, øieblikke
hvor han finder det trøstesløst at arbeide, fordi
det dog kun er et tidsspørsmaal naar vi skal gaa
tilgrunde. «— — Vi har ikke vilje til at bringe
offeret, naar tiden kommer; vi har intet at samle
os om, ingen stor sorg saaledes som Danmark
har; thi vort folk savner den løftelse i sjælen,
som kræves for at kunne sørge. Statens
undergang vilde for vort folk stille sig som det værste;
men en stats undergang kan ikke være gjenstand
for sorg, og betydningen af nationens
undergang føler de ikke. Derfor vil Danmark heller
ikke gaa tilgrunde; thi saalænge et folk kan sørge,
saalænge lever det ogsaa. I det hele begriber jeg
ikke den tale der gaar ud paa, at Danmark er
værst stillet blandt vore lande. Du kan tro mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
