Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
En vilje vaager, og holder dom
og knuser hvert løgnens bur;
men ormen maa først æde skallen tom,
og tiden maa først faa krænget sig om
til sin egen karrikatur.
Nu varsler det mod foryngelsens stund, —
nu stiger der pest fra den svampede grund
og vifter, snart hid snart did.
Men er det i raaddenskabs sumpe vi gaar,
jeg raaber ei ak og ve
over hver en brammende giftblomst, som staar
i fylde paa tidens træ.
Lad ormen kun hule. Før skallen er tom,
før brister ei væg eller tag.
Og lad kun systemet faa vrængt sig om;
des før kommer hævnen og holder dom
paa tidsløgnens yderste dag!
Tidsløgnen — det var det jo ogsaa det store
digt han gik og bar paa, dreiet sig om, tidsløgnens
dommedag skulde det bli — intet mindre.
Endelig brast alle hindringer, og han saa det
hele klart for sig; det var en sommerdag i 1865;
han bodde dengang i Ariccia og tok sig en tur
ind til Rom, han gik ind i Peterskirken, og «der
gik der med én gang op for mig en sterk og klar
form for, hvad jeg havde at sige.
Nu har jeg kastet overbord, hvad jeg i et aar
har pint mig med uden at komme nogen vei, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
