Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
stiller, et dypt menneskelig (og umenneskelig) krav
som finder gjenklang i enhver uforhærdet sjæl
som ikke ganske har ophørt at maale sin
virkelighet paa sin idealitet. «Brand er mig selv i mine
bedste øieblikke», har Ibsen sagt; det vil si de
øieblikke hvori der ikke fandtes en lunken draape
i hans blod, — korstogsjubelens øieblikke.
Der er to ting som alle kunstnere har tilfælles —
trangen til at skape og trangen til applaus, —
eller for at si det penere — til virkning. Alle
kunstnere maa ha et publikum. Jeg tænker aldeles
ikke paa de forfattere som skriver for publikum,
beiler til det og pister efter det, — de er ikke
kunstnere, men skjøger. Som andre skjøger
ophører de meget tidlig at føde, hvor meget talent
de end oprindelig kan ha hat; de kan nok klæ
sine dukker av og paa og om, alt efter modens
krav; men der sker ingenting i deres indre. Men
selv for de virkelige og de største kunstnere er
et publikum en nødvendighet og helst det størst
mulige. Naar Kierkegaard med forkjærlighed taler
om sin «ene læser», saa er det affektation eller
snarere koketteri, og det et meget virkningsfuldt,
da alle naturligvis gjerne vil være den ene. —
Virkningsdriften svarer naturlig til uttryksdriften,
og de findes begge hos alle kunstnere, selv den
stolteste og steileste; der har aldrig levet nogen
undtagelse. De kan nok undvære gjenklang én
gang, mange ganger, ja nederlagene kan endogsaa,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
