Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
fremmed folk skal undres paa,
hvad det er som skinner langt borti aasen.
Han vaakner op av sit drømmerike, da han
hører skridt i skogen. Han lytter og speider, det
er en guf som kommer luskende, — sky, ræd for
at bli opdaget; i den ene haanden har han en
sigd, han lægger den anden paa en skigard-stav
og hugger en finger av sig, saa blodet sprøiter.
Peer følger ham i vældig spænding, dette er
virkelighet; han vet nok hvad gutten vil, — han vil
skamfere sig for at slippe krigstjenesten, men allikevel
–-for altid skille sig ved?
Ja tænke det, ønske det, ville det med;–
men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!
Saaledes røber Peer ganske naivt sin
ubrukelige sjæls uhelbredelige lamhet.
Ibsen hadde engang tidligere brukt dette motiv, —
i «den episke Brand»; men her hadde det en
ganske anden stilling og anvendelse end i Peer Gynt.
Den episke Brand skrev Ibsen under det friske
indtryk av Norges svik i dansketiden, og den
skamferte gutten (som han læste om i aviserne)
blev ham et usøkt, bittert ironisk symbol paa norsk
pligtfølelse og tapperhet i 1864. Hertil kunde han
naturligvis ikke bruke ham i Peer Gynt; alt hvad
der foregaar i dette drama tjener den samme
hensigt, — at kaste lys over Peers viljelamme sjæl,
og kun dertil hadde han her bruk for det nævnte
motiv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
