Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
gen holder paa at kvæle ham i sin klamme favn,
skjønner han at hun er hans eneste redning:
Skal du berge mig, jente, saa gør det snart!
Glan ikke for dig, lud og bøiet —
Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!
De møttes igjen, det var oppe i skogen, da
han var fredløs, — hun har vandret paa ski over
fjeld og myr, har forlatt alt for at komme til ham, —
komme hjem. Peer er oprigtig rørt og
taknemlig, han hopper av glæde: «Min kongsdatter, nu
er hun funden og vunden!»
Men atter kommer der noget iveien, — hans
fortid, hans besudlede fortid. Dennegang forener
det fine i ham sig med det feige om at jage ham
bort fra hende og bort fra sig selv. Hvorledes
kan han gaa ind til hende, — slik som han er?
— — — var armen saa lang
som furuens læg eller granens stang, —
jeg mener jeg løfted hende endda for nær
til at sætte hende fra mig ménløs og skær.
Han har en svak erindring fra sin barnelærdom
om noget som heter anger, som skulde føre
tvers-igjennem — ind til hende. Men han orker det
ikke, — ikke dennegangen heller. Utenom, sa
Bøigen.
Og Peer gaar, — langt og længe, — længere
og længere bort fra Solveig, som tilslut næsten
ganske forsvinder fra hans sjæl eller blir igjen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
