Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
Og han klynger sig fast til hende og skjuler
ansigtet i hendes skjød. Han er frelst.
Én gang, en eneste, hadde Peer Gynt været
fuldt ut menneske, hadde følt noget, gjort en
gjerning, skapt en værdi. — Det blev hans frelse.
Dette er nogen grundlinjer i dette vidunderlige
digt, — det rikeste, det vittigste, det mangfoldigste
og skjønneste i nordisk litteratur.
I det brev hvor Ibsen skrev: «Brander mig selv
i mine bedste øieblikke», fortsætter han,
«ligesaa-visst som jeg ved selvanatomi har bragt for dagen
mange træk baade i Peer Gynt og i Stensgaard.»
Ibsen var jo, som Peer, utstyret med en farlig
fantasi; kanske hadde han følt fristelsen til at
bruke den som narkotikon han og, der var tider,
da livet var hardt efter ham, kanske hadde han
brukt baade «brændevin og løgne» for at slippe
unna. Han hadde ikke været saa litet av en
fantastisk drømmer, dengang han færdedes paa «disse
æstetiske, anstrengte, unaturlige vidder», som
Bjørnson kaldte det. En mand som kan skrive saa
sublimt om feigheten som Ibsen i «Peer Gynt»,
har vei ogsaa personlig følt hvad feighet er; —
«ansigt til ansigt har jeg aldrig været en modig
mand», sa han engang. Saa vældig og dyp hans
harme over nordmændenes usselhet i 1864 var,
han reiste dog ikke selv i krigen; kanske har han
følt noget av det samme som Peer:
tænke det; ønske det; ville det med; — —
men gøre det! Nej, det skønner jeg ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
